Mand nægter sig skyldig i dødsvold

Den 59-årige grønlandsk mand fra Kolding, der er sigtet for at være skyld i sin kærestes død, efter at han angiveligt har udsat hende for vold, nægter sig skyldig. Det oplyser leder af Kolding Politi, Verner Pedersen.
Skrevet af Martine Lind Krebs
19. april 2012 12:43

Manden blev i fredags løsladt, da politiet havde afsluttet efterforskningen. Han er sigtet for grov vold - eller vold med døden til følge. Det endelige anklageskrift ventes at være færdigtudarbejdet om en uge.

Strammerammen for vold er op mod 3 år, mens vold med døden til følge er 10 år.

Det var manden selv, der kontaktede politiet, da han om morgenen den 17. marts vågnede op ved siden den 52-årige kæreste, Karen Olsvig, der var død i nattens løb.

Dødsårsagen er blevet fastslået at være en blødning i hjernen, og samtidig kunne retsmedicinerne se, at Karen Olsvig var blevet udsat for stump vold mod hovedet.

Både Karen Olsvig og tiltalte er af grønlandsk oprindelse. De har gennem flere år haft et voldeligt forhold, som politiet flere gange har været blandet ind i, og den tiltalte er tidligere dømt for vold mod sin kæreste.