Døgnrapport: Mand har skudt sig selv i anklen på hvalfangst

En mand har tirsdag aften været ude for en vådeskudsulykke, hvor han skød sig selv i anklen. Hændelsen får politiet til at komme med opfordring.
En hvalfangst endte uheldigt for en mand, da han affyrede et vådeskud og ramte sig selv i anklen. Foto © : Malik Brøns / KNR
11. september 2024 10:07

Omkring klokken 20 tirsdag aften fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde skudt sig selv i anklen ved et uheld på en hvalfangst omkring Maniitsoq.

Det var et vådeskud, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager.

- Skuddet kom fra en riffel med en forholdsvis kraftig riffel kaliber, og manden bliver behandlet på sygehuset, men er uden for livsfare, siger vagtchefen.

Ordensmagten understreger, at der ikke er noget politimæssigt i sagen, men hændelsen får politiet til at komme med en appel til fangerne om at passe ekstra godt på, når man har med våben at gøre.

- Det er vigtigt, særligt når man befinder sig på både, der selvfølgelig bevæger sig på grund af søgang, at man er opmærksom på, hvornår man har et patron i kammeret, siger Jeppe Andsager.