Malik Berthelsen: Alle skolevejledere bør mødes

Skolevejlederne har alt for lidt tid til at rådgive eleverne om deres videre færd i uddannelsessystemet, mener uddannelsesordfører Malik Berthelsen.
18. juni 2010 13:00

Efter at Efterskoleforeningen i Danmark har rettet en skarp kritik af den studierådgivning, som de grønlandske elever får med hjemmefra, vil Siumuts uddannelsesordfører Malik Berthelsen nu stramme op.

- De skolevejledere, som skal rådgive de ældste klasser, har alt for få timer til rådighed i forhold til det store antal elever. 2 timer dagligt kan slet ikke dække behovet. Derfor er det ikke kun vejledernes skyld, at mange unge får en mangelfuld rådgivning, siger Malik Berthelsen til KNR.

IA's uddannelsesordfører Harald Bianco er selv uddannet lærer og mener, at skolevejlederne ikke er klædt ordentlig på til at varetage jobbet.

- I selve læreruddannelsen er der ikke et fag om vejledning af elever. Derfor er det almindelige lærere, der fungerer som skolevejledere uden at være uddannede til det. Og derfor bliver studievejledningen mangelfuld, påpeger Harald Bianco.

For at løse problemet foreslår Malik Berthelsen, at der iværksættes en konference for vejledere i hele landet.

- Set i lyset af, at der bruges 7-10 millioner kroner på efterskoleophold i Danmark, er det på sin plads at vejlederne mødes for at løse problemet med den mangelfulde studierådgivning, siger Malik Berthelsen.

Efterskoleforeningen i Danmark er i gang med at lave en dvd om, hvad et efterskoleophold kan bruges til. Men lige nu mangler der 400.000 kroner til projektet.

Harald Bianco og Malik Berthelsen er enige om, at Selvstyret hurtigst muligt bør hive pengene om af lommen.