Maliina: Socialt udsatte skal ikke flytte til Danmark

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Maliina Abelsen, afviser, at de hjemløse grønlændere i Danmark, er en opgave for Naalakkersuisut.
18. november 2010 15:29

Opgaven skal i stedet løses i Grønland - før de udsatte flytter til Danmark.

- Der er ikke tvivl om, at vi vil have stor fokus på gruppen af grønlandske hjemløse i Danmark. Men det bliver ikke sådan, at Naalakkersuisut gør en særlig indsats for dem i Danmark, siger Maliina Abelsen.

I stedet vil hun arbejde for at forhindre at grønlændere rejser fra Grønland.

- Jeg så gerne, at vi undgår, at så mange tager til Danmark. For når vi ved, mange får det dårligere i Danmark, så handler det om at få så mange som muligt til at blive her i landet.

Derfor er det her i landet, at opgaven skal løses.

- Vi må forsøge at løse problemerne herhjemme ved at have fokus på sorgbearbejdelse, seksuelt misbrug og hvad man ellers måtte have i bagagen.

Og hvordan vil hun så gøre det?

- Vi har stort fokus på at gøre en tidlig indsats i forhold til børn og unge. Det gør vi med familiecentre og familieværesteder. En tidlige indsats, tror jeg, er det vigtigste.

Det betyder dog ikke, at der ikke skal gøres noget i Danmark. Det er bare folketingsmedlemmernes opgave. Ikke naalakkersuisuts.

- Der er noget man løbende kan tage op med de danske samarbejdspartner. Spørgsmålet om hjemløse er noget, som jeg ved, min kollega Juliane Henningsen (folketingsmedlem for IA, red.) har fokuseret meget på. Blandt andet ved at kæmpe for satspuljemidler til grønlandske væresteder i Danmark.