Maksimumstraf til 15-årig stadfæstet

Vestre Landsret har nu stadfæstet dommen på otte års fængsel til den 17-årige John Arpaarti Hans Møller, der voldtog og dræbte 85-årige Gerda Møller i hendes hjem i Aalborg forrige år.
04. juni 2009 08:52

Det vil sige, at John Arpaarti Hans Møller, der kommer fra Grønland, nu skal otte år i fængsel. Det bestemte en enig Vestre Landsret i dag, da retten stadfæstede dommen fra byretten.

Landsrettens dom på otte års fængsel er den højeste straf til unge under 18 år. Hans forsvarer ønskede ham idømt en ungdomssanktion med socialpædagogisk behandling, men dommere og domsmænd i landsretten fandt ingen grund til at omstøde maksimumstraffen fra byretten.

John Arpaarti Hans Møller var på drabstidspunktet anbragt på en nordjysk institution. Han var i Aalborg i forbindelse med det årlige karneval, men besluttede sig på et tidspunkt i fuldskab for at finde en telefon for at ringe til Grønland.

I jagten på telefonen endte han i Gerda Møllers lejlighed, hvor han endte med at dræbe hende.