Makrelkrigens forhandlinger udsat igen

Forhandlingerne i den såkaldte makrelkrig mellem EU og Færøerne, der i de seneste dage er foregået i London, er blevet udsat, og parterne er gået hver til sit.
Skrevet af Karsten Sommer
10. februar 2014 02:58

Parterne, der ud over EU og Færøerne, også tæller Norge og Island, mødes igen mandag den 17. februar for at genoptage forhandlingerne om makrellen, som EU mener at Færøerne overfisker. Striden har stået på i omkring fem år.

Makrel- og sildefiskere fra Færøerne er lige nu forment adgang til EU-havne, fordi Færøerne fanger tre gange så mange sild og over fire gange så mange makrel som aftalt.

Derudover må EU-lande heller ikke for tiden importere færøsk fanget sild og makrel.

Det seneste stykke tid har de færøske fiskere derfor i stedet solgt fisk til Rusland, Asien og Afrika.

Men Færøerne vil ikke finde sig i EU's sanktioner, og de har tidligere lagt sag an mod EU ved Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Færinger og islændinge argumenterer med, at fiskene i Atlanterhavet har flyttet sig tættere på deres sokkel, hvorfor de skal have lov til at fiske mere.

Også Grønland har som bekendt intensiveret makrelfiskeriet, men da det stadig benævnes forsøgsfiskeri, blander EU sig ikke i det grønlandske fiskeri.

EU's sanktioner mod Færøerne startede i august.