Makrelguldet lader vente på sig

Makrellerne er ikke helt så vilde for at svømme i nettet, som fiskerne har håbet på.
Foto © : Magnus Simonsen
Skrevet af Sara K. Jakobsen
08. august 2014 15:41
Der er en uge tilbage af fangstperioden for makrellerne, men indtil videre er der kun fanget 36.000 tons.
 
Det lyder måske af meget, men kvoten er på hele 100.000 tons, og hvis ikke snart makrellerne går i nettet, bliver det nok svært at fiske hele kvoten før d. 15. august, skriver avisen Sermitsiaq.
 
Dette er ikke mindst dårlige nyheder for landets Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, der håber på, at gode skatteindtægter fra makrelfiskeriet kan være med til at få finansloven til at gå op, når det store puslespil skal lægges her til efteråret.
 
Sermitsiaq skriver, at der allerede er blevet uddelt kvoter på 90.000 tons. Men som tingene går lige nu, venter departementet med at beslutte, hvem der skal have lov til at fiske de sidste 10.000 tons.