Magnus Larsen nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Forfatter, forlægger, provst emeritus Magnus Larsen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018 for hans selvbiografi "Illinersiorluni ingerlavik inussiviuvoq".
Skrevet af Inge S. Rasmussen
23. februar 2018 08:59

Bogen "Illinersiorluni ingerlavik inussiviuvoq" (på dansk: "På slædesporet har man mødt mange mennesker på livets vej") blev udgivet i 2017 og findes foreløbig udelukkende på grønlandsk, hvilket gælder de fleste bøger fra Magnus Larsens eget forlag Maanuup Atuakkiorfia.

Den nominerede bog er en rejse i tiden fra 1963 til 1975 og tager tråden op, hvor Magnus Larsens første selvbiografi slap.

1963 var året, hvor han blev ordineret som præst, og han skildrer blandt andet de forskellige præstegæld og deres beboere, som han og familien lærte at kende lige fra Qaanaaq i nord til Qaqortoq i syd. En nomadetilværelse, Magnus Larsen er kritisk over for i sin bog, kan man læse i indstillingen på Nordisk Råds Hjemmeside (dansk)

Skildrer nyere grønlandsk samtidshistorie

Her står også at bogen ikke kun er "en selvbiografi, men ligeså meget en skildring af nyere grønlandsk samtidshistorie, herunder forfatterens syn på af myndighedernes behandlingen af lokalbefolkningen i den yderste nord, da den amerikanske atombombe bevæbnede B52-fly styrtede på isen i 1968 ved den amerikanske base på Thule."

Magnus Larsen blev født 29. august 1931 i bygden Kisissuarsuit ved Aasiaat, hvor han blev opdraget som fanger.

Allerede som ni-årig skrev han sit første digt, fortalte daværende naalakkersuisoq for kultur, Nick Nielsen, da han overrakte Magnus Larsen Selvstyrets Kulturpris i 2014.

Den 87-årige prisnominerede forlægger har siden 1987 gennem sit forlag udgivet forskellig litteratur, fra børnebøger til bøger med religiøst indhold, og meget beskrivende og fortællende historier fra forskellige tider.

Vinder offentliggøres til efteråret

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris offentliggøres og modtager prisen på 350.000 kroner i forbindelse med Nordisk Råds Session i Norge i efteråret.

Endnu har Grønland til gode at vinde den nordiske pris.

Nordisk Råds litteraturpris skal medvirke til at øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog.
Nordisk Råds litteraturpris uddeles sammen med de andre nordiske priser inden for børne-og ungdomslitteratur  musik , film og miljøarbejde ved Nordisk Råds prisuddeling i forbindelse med Nordisk Råds Session om efteråret. Prisen administreres af Nordens Hus i Reykjavik og er ligesom de andre priser på 350.000 danske kroner (cirka 47.000 euro).