Mafiaboss skal drikke en masse Iluliaq vand

Det eksklusive Iluliaq-vand fra Ilulissat får snart en skjult reklame i en Hollywoodfilm.
15. november 2010 13:16

Begrebet product placement - altså når et kommercielt produkt bevidst anbringes i en filmscene som en slags skjult reklame - det er noget, som de seneste år har vundet større og større indpas især i amerikanske filmproduktioner. Fx James Bonds Omega-ur og BMW-sportsvogn og også danske design-produkter som Bang & Olufsen-anlæg og PH-lamper.

Og nu kommer også et grønlandsk luksusprodukt med i en vaskeægte Hollywood-film. Nemlig det eksklusive Iluliaq-vand fra Ilulissat, der koster flere hundrede kroner flasken.

Den amerikanske filminstruktør og producer Brian A. Miller, der bl.a. står bag filmen "Caught in the Crossfire" med rapperen 50 Cent i hovedrollen, er nemlig så vild med det grønlandske gletschervand, at han vil have det med i sin næste film.

Instruktøren kontaktede derfor Iluliaqs forhandler i Michigan og spurgte, om han kunne ikke få noget vand til sine skuespillere. Men så fik han en ekstra idé:

- Miller så i sit manuskript, at den store mafiaboss i filmen på et tidspunkt drikker en masse vand. Det skulle egentlig være vand med brus, men så tænkte han, at det var en god idé, hvis det var Iluliaq, fordi mærkatet og flasken var smukkere og passede bedre ind, fortæller direktøren i Iluliaq-Water, Julien Caquineau.

Aftalen er nu, at Iluliaq-Water både indgå i selve filmen, og at firmaet skal forsyne skuespillerne med vand under produktionen.

Firmaer betaler som regel en mindre formue for at få deres produkt placeret i film. Men til Caquineaus glædelige overraskelse, er det ikke tilfældet her:

- Først tænkte jeg: Hvor mange penge vil de have? For normalt skal man betale for at få et produkt med i en film. Så jeg var overrasket over, at de gerne ville have det, uden at bede om penge. Så jeg var overrasket - men det var en god overraskelse.

Senere i denne uge underskriver Iluliaq en kontrakt med filmselskabet, hvor det også skal afgøres om Julien Caquineaus ønske om, at mafiabossen i filmen skal sige navnet "Iluliaq water" i en scenerne, kan gå i opfyldelse. Men lige nu glæder han sig bare over den reklame, der kommer ud af projektet.

- Det er god reklame. Film er altid godt, fordi der er en masse mennesker, der ser dem. Og bagefter kommer den på dvd, så er der endnu flere, der ser den. Det er gratis reklame, så det er godt, siger direktøren i Iluliaq-Water, Julien Caquineau.

Optagelserne til filmen, der får titlen "House of the Rising Sun" og blandt andre har Dominic Purcell fra succes-serien Prison Break i en af rollerne, begynder den 30. november.