Múte B. Egede stiller op som formand for IA

Múte B. Egede melder sig som kandidat til formandsposten i Inuit Ataqatigiit. Det oplyser han til Sermitsiaq.AG og i en pressemeddelelse til KNR bekræfter Múte B. Egede sit kandidatur.
Foto © : KNR
21. november 2018 09:29

Opdateret 10:00, Múte B. Egede bekræfter sit kandidatur i en pressemeddelelse.

Lørdag den 1. december skal Inuit Ataqatigiit vælge en ny formand som afløser for Sara Olsvig.

Og nu har den første og indtil videre eneste kandidat meldt sig til formandsposten.

Den nuværende organisatoriske næstformand for Inuit Ataqatigiit, Múte B. Egede, fortæller i en pressemeddelelse, at han stiller op til formandsvalget på partiets ekstraordinære kongres.

Jeg stiller op som formand for IA og er klar til, at lede partiet i den retning vi har brug for. Jeg har både evnerne og viljen til at skabe resultater og give alle i samfundet håb for en bedre hverdag, siger han.

Múte B. Egede fortæller, at med ham som formand for Inuit Ataqatigiit vil der komme fokus på en åben, inddragende og rummelig ledelse. Og den nuværende politiske beslutningsproces og ledelsesform skal ændres til en positiv og borgernær stil.

Formandskandidaten har også udvalg tre politiske områder, som han vil give særlig opmærksomhed:

- De første 100 dage under min ledelse, vil vi fokusere på en styrkelse af vores politik på følgende tre centrale områder for samfundet: Erhverv, Socialområdet & Kultur, siger han.