Måske er Danmark ikke lykken

Alle grønlændere er i farezonen for at blive hjemløse, hvis de vælger at flytte til Danmark uden at have undersøgt mulighederne først.
Skrevet af Jette Andersen
30. oktober 2013 12:30

Og Jeppe Bülow Sørensen, der er leder af Aalborg Kommunes grønlænderenhed, har set mange grønlændere, der rejser på en enkeltbillet for at søge lykken.

- Dem, der så bliver hjemløse, er ofte nogle, som ikke har undersøgt, hvilke forhold der er i Danmark, siger Jeppe Bülow Sørensen.

Han kan også fortælle, at det er grønlændere i alle mulige afskygninger, der går hen og bliver hjemløse.

- Hvis man har noget familie hernede eller nogle børn, som man gerne vil være tættere på, det kan være noget med økonomien, hvis man har svært ved at få et sted at bo eller et arbejde, jamen så prøver man lykken i Danmark.

Og det er ikke kun i forvejen udsatte grønlændere, der kan ende med at blive hjemløse, fortsætter Jeppe Bülow Sørensen.

- Nogle har faktisk haft både arbejde og bolig, måske især i nogle af de mindre byer i Grønland, men måske synes at tingene er for dyre og man får for lidt ud af det og så er der måske et barn, der er på efterskole, så siger man: "Nu tager vi til Danmark, så får vi et arbejde hernede".

Men det er ikke så let at få arbejde i Danmark, især hvis man ikke kan sproget, siger lederen af enheden.

Grønlænderenhedens formål er at tage sig af de grønlændere, der kommer til Aalborg og som har problemer udover at være arbejdsløse.

Socialforskningsinstituttet i Danmark, SFI, har de optalt de hjemløse grønlændere i Danmark.

Det er der kommet en rapport ud af, som siger, at Aalborg har den største andel af hjemløse grønlændere. 26 procent af alle hjemløse i Aalborg, står der i rapporten.

Men det tal kan Jeppe Bülow Sørensen ikke genkende.

- Vi vil prøve at lave en ny optælling her i uge 47-48. Men vi er klar over, at vi har en del grønlændere, som ikke har deres eget sted at bo.