Månen var medskyldig i Titanics forlis

Verdenshistoriens vel nok mest kendte isbjerg bevægede sig tilsyneladende næsten naturstridigt hurtigt. Men også kun næsten.
Skrevet af Mads Fisker
09. marts 2012 11:38

I de 100 år, der er gået siden Titanics forliste på en iskold aprilnat, har ingen ulykke givetvis fået samme opmærksomhed fra forfattere og filmskabere, men også forskere. 

I en dugfrisk udgave af det amerikanske magasin Sky & Telescope kaster forskere fra Texas State University nyt lys på mødet mellem passagerskibet og isbjerget, der blev dets skæbne.

- De sejlede med fuld fart ind i et område med isbjerge, og det er naturligvis, hvad der i sidste ende førte til forliset. Men særlige omstændigheder omkring månen kan være med til at forklare, hvordan et usædvanligt stort antal isbjerge endte på Titanics rute, fortæller fysiskforsker Donald Olson til avisen San Marcos Mercury.

- Det var det nærmeste månen og jorden havde været på hinanden i mere end 1400 år, og det betød, at månens kraft på jordens tidevand blev maksimal, fortsætter Olson, der samtidig kæder et par andre astronomiske omstændigheder sammen og alt i alt kalder forholdene den vinter i 1912 for enestående.

Og det var også nødvendigt, for at isbjergene skulle nå hele vejen fra deres fødested her i Grønland og ned til sejlruterne i Atlanterhavet allerede til begyndelsen af april, fastslår de amerikanske forskere.

Ifølge dem findes det endegyldige svar i strandede isbjerge eller nærmere mangel på samme. Mange af de isbjerge, der rejser her fra landet og sydover hvert forår går på grund på smalle vande ud for Labrador og Newfoundlands kyster og flytter sig først, når tilstrækkeligt er smeltet væk eller en strid nok strøm river dem videre.

Men det usædvanlige høje tidevand i vinteren 1912 har ifølge forskerne været nok til at sende mange af disse isbjerge gnidningsfrit og særdeles hurtigt videre mod syd lige i tide til at nå frem til sejlruterne i Atlanterhavet og et skæbnesvangert møde med Titanic.

- Vi hævder ikke, at vi har fundet ud af, præcis hvor Titanic-isbjerget befandt sig måneder før forlisten - det finder vi aldrig ud af - men det her er et sandsynligt scenarie som tilmed nu kan underbygges videnskabeligt, siger fysikforsker Donald Olsen.

14. april er det præcist 100 år siden, at Titanics forlis kostede 1500 mennesker livet.