Måling viser svigtende tillid til Trump og klar Biden-føring

Den demokratiske udfordrer Joe Biden ligger ti procentpoint foran præsidenten, der er indlagt med coronavirus.
Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Ritzau
04. oktober 2020 12:56

Joe Biden har tilsyneladende fået fornyet vind i sejlene forud for præsidentvalget den 3. november.

En ny måling blandt amerikanere, der ventes at afgive en stemme ved valget, viser således, at 51 procent vil stemme på den demokratiske præsidentkandidat.

Til sammenligning vil kun 41 procent af amerikanerne sætte kryds ud for præsident Donald Trumps navn.

Målingen, der er foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters, viser dermed det største forspring til Joe Biden i en måned.

Målingen er foretaget i dagene 2. og 3. oktober - altså efter at vælgerne blev bekendt med, at præsidenten var smittet med coronavirus.

Joe Biden har i adskillige målinger haft et solidt forspring målt på det absolutte antal stemmer. Det totale antal stemmer afgør dog ikke, hvem der vinder valget.

Hvis han skal vinde valget den 3. november, skal han trække sig sejrrigt ud af tilstrækkeligt mange stater for at sikre sig de nødvendige valgmandsstemmer.