Lynge: "Vi arbejder på fulde tryk for svar til Greenland Express"

Naalakkersuisoq for infrastruktur og sundhed, Steen Lynge, svarer nu på kritikken fra Greenland Express.
04. juli 2013 14:34

Flyselskabet Greenland Express vil gerne i luften med sine fly, siger direktør, Gert Brask, men bliver holdt hen af selvstyrets embedsmænd. Naalakkersuisuq for infrastruktur og sundhed, Steen Lynge, svarer nu på kritikken:

- Selvstyret er ikke interesseret i, at vi skal forhale en sag, men vi kan ikke arbejde hurtigere, end den hastighed vi får de oplysninger, vi har brug for fra vores ansøgere, siger Steen Lynge.

- Naalakkersuisut er meget opmærksom på denne er sag, fordi vi finder det vigtigt, at vi får åbnet op for konkurrencen indenfor luftfart, sådan så vi kan få billigere priser til forbrugerne.

Det er normalt, at behandling af ansøgninger om flyvetilladelse typisk tager to måneder, forklarer selvstyremedlemmet.

På sin hjemmeside gør flyselskabet - der altså ikke har fløjet så meget endnu - opmærksom på, at den nye regeringskoalition tilbage i april lovede at selvstyret ikke ville stå i vejen for dem, der gerne vil starte og etablere et nyt flyselskab for eksempel.

Hvis Gert Brask sammen med flyselskabet Greenland Express har tålmodighed, kan selskabet nå at flyve inden sommersæsonen slutter, lyder udmeldingen fra selvstyremedlemmet.