Lynge tjekker Sisimiut Sygehus

345 klager over Sisimiut Sygehus blev indleveret i marts. Steen Lynge svarer nu på borgernes og Evelyn Frederiksens kritik.
05. september 2014 04:29
Siumuts Evelyn Frederiksen har lagt mærke til, at Facebook over sommeren har glødet med kommentarer om, hvordan folk har fået ringe behandling på sygehuset. Det sætter tanker i gang, siger hun.
 
- Klagerne de har jo altid været der. Grunden til, at folk nu har skrevet under på dette klagebrev, er, at de gerne vil have svar.
 
Evelyn Frederiksens egen bekymring handler både om standarden generelt men også behandlingen af allergi og astma.
 
- Hospitalerne skal fortælle mere om, hvad der er for behandlingsmuligheder for astma og allergi, siger hun.
 
Naalakkersuisoq for sundhed, Steen Lynge, skriver i et svar til Siumut-politikeren, at hans Styrelse for Sundhed efter bunken med klager kom ind af brevsprækken i Nuuk har været i kontakt med Sisimiut Sygehus om standarden på stedet.
 
Og Steen Lynge anerkender, at der findes meget lidt forskning om allergi i Grønland. 
 
De nyeste tal viser, at der over en tiårig periode er sket en fordobling af allergiske reaktioner hos grønlandske børn.