Lyberth stikker piben ind

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Lyberth, bøjer sig, efter trusler om demonstrationer fra jollefiskere i Diskobugten. Derfor har han og hans embedsmænd besluttet, at tilbyde fiskerne to yderligere områder længere inde i bugten til forsøgsfiskeri efter hellefisk. Og det bliver altså i farvand, hvor der er mindre farligt at fiske.
13. september 2013 10:17

Den 22. august besluttede Naalakkersuisut at godkende et forsøgsfiskeri efter hellefisk i Diskobugten på i alt 700 tons for den resterende del af 2013. Fiskeriet må foregå i tre specifikke områder, og kun joller under 6 meter har mulighed for at deltage.

Departementet for Fiskeri oplyser, at der i samarbejde med Grønlands Naturinstitut har udarbejdet en række retningslinjer for forsøgsfiskeriet. Det drejer sig om retningslinjer vedrørende måleprøver og fangstrapporteringer, som skal ske til Naturinstitutet under fiskeriet.