Lyberth i sigtekornet igen

Fiskerne i Kangaatsiaq området fisker for tiden under livsfarlige betingelser, der nemt kan koste menneskeliv.
04. december 2013 13:28

Inatsisartutmedlemmet Nikolaj Jeremiassen, der også er formand for Fiskeriudvalget, langer nu derfor igen ud efter medlemmet af Naalakkersuisut Karl Lyberth.

Nikolaj Jeremiassen mener, at Karl Lyberth ingen reelle planer har for at afhjælpe på problemerne i dag og i morgen.

Fiskerne i Niaqornaarsuk må nemlig i dag sejle i mørke og kulde med deres fangster fra Niaqoornaarsuk til Kangaatsiaq, da fabrikken Niaqornaarsuk for tiden er lukket, da den mangler salt:

- Det er livsfarlige betingelser som fiskerne arbejder under i dag. Et uheld kan nemt koste et menneskeliv, siger fisker Julius Jeremiassen.

Royal Greenland udvidede sin fabrik i Niaqornaarsuk her i sommers. Og bygdens beboere og fiskere fik håb om kontinuerlige indhandlingsmuligheder, men:

- Det er nu gået omkring 14 dage, hvor fabrikken ikke har kunnet modtage fisk på grund af at der mangler salt. Fabriksarbejderne er også sendt hjem, da de ikke har noget at lave. Dette til trods for, at der er rigeligt med torsk her i området, siger Julius Jeremiassen.

Medlemmet af Inatsisartut for Siumut, Nikolaj Jeremiassen, der også kommer fra Niaqornaarsuk, kræver handling fra medlemmet for Naalakkersuisut Karl Lyberth:

- Jeg støtter ham i hans fremtidige planer. Men han mangler og udviser ikke viljen for at rette op på dagens og morgendagens problemer, siger Nikolaj Jeremiassen.

Nikolaj Jeremiassen kræver derfor, at Karl Lyberth nu ser på fiskernes indhandlingsmæssige problemer i hele Grønland:

- Det er godt, at han afhjælper fiskerne i nord med ekstrakvoter. Men det er ærgerligt, at fiskerne og fangerne på det sydligere steder bliver overset.

Ifølge Royal Greenland åbner fabrikken i Niaqornaarsuk igen fra i morgen. Royal Greenland indrømmer dog, at fabrikken har manglet salt og emballage, men at disse er bestilt. Ligesom der nu også er blevet sendt salt og emballage fra Qaarsut.

Det har ikke været muligt at indhente kommentar fra medlemmet af Naalakkersuisut for Fiskeri Karl Lyberth.