Lukningstruede projekter reddes

IA’s folketingsmedlem Johan Lund Olsen havde i dag gode nyheder med fra et møde med embedsmændene i Socialministeriet. Det ser nu ud til, at alle de lukningstruede sociale projekter i Danmark under de Grønlandske Huse sikres midler fremover.
Skrevet af Martine Lind Krebs
16. oktober 2013 10:55

- Til min glædelige overraskelse kan jeg se, at der er lagt op til, at de sociale projekter under Kofoeds Skole og de Grønlandske Huse sikres fast finansiering over satspuljemidlerne, sagde Johan Lund Olsen til KNR efter dagens møde.

Og det er permanente midler, der er tale om, siger han:

- Det, der har været problemet gennem de sidste mange å,r har været, at de særlige sociale projekter rundt i Danmark med udgangspunkt i Kofoeds Skole og De Grønlandske Huse har ikke været sikret permanente bevillinger, og det ser meget lovende ud nu.

Såvel Doris Jakobsen (S) som Johan Lund Olsen har i forbindelse med finanslovsdebatten og åbningsdebatten i Folketinget efterspurgt en årlig bevilling på 4 millioner kroner til at redde de projekter, hvis satspuljebevillinger udløber 1. januar.

Et af dem er værestedet Qiperoq på Vesterbro, og her vakte nyheden jubel, da KNR ringede.

- Hold da op! Det var den bedste nyhed, jeg har hørt i længere tid. Det er skønt. Så kan vi gå videre, jubler stedets leder Ane Louise Lynge.

Qiperoq har ellers forberedt sig på lukning pr. 31. december, men med nye midler kan de fortsætte som de plejer, siger hun.

IA har i forbindelse med finanslovsforhandlinger tilkendegivet, at de ikke kan stemme for forslaget uden forbedringer, heriblandt de 4 millioner kroner til de sociale projekter. Men det er endnu for tidligt at sige, om nyheden fra Socialministeriet ændrer på det, siger Johan Lund Olsen, der også gerne ser forbedringer inden for kriminalforsorgen og retsvæsenet.