Lufthavnslukning kan medføre millionbesparelser

En lukning af lufthavnen i Kangerlussuaq kan medføre besparelser på mellem 72 og 85 millioner kroner årligt, afhængig af hvilken af Transportkommissionens foreslåede modeller man vælger at indføre.
Skrevet af Naimah Hussain
12. april 2011 16:59

En lukning af lufthavnen i Kangerlussuaq vil nemlig isoleret set udløse betydelige besparelser, vurderer Kommissionen i sin 500 sider lange betænkning, der omfatter en lang række scenarier for, hvordan trafikken kan gøres mere effektiv.

Den model kommissionens hælder mest til er, at man lukker Atlantlufthavnen i Kangerlussuaq og flytter trafikken til lufthavnen i Nuuk, der i så fald udvides fra de nuværende 950 meter, hvor det kun er muligt for mindre propelfly at lande og lette. Til en forlængelse helt op til 2.200 meter. Èt af argumenterne for den model er, at langt de fleste passagerer, der flyver over atlanten, rejser videre til Nuuk. Det vil altså også kunne give afkast i form af kortere flyvetid og lavere priser for brugerne. Samtidig kan der spares en række flyvninger over Atlanten, fordi det er muligt at medbringe mere gods i store fly, der kan lande på en 2200 meter bane.

Et andet argument lyder, at 550 indbyggere i Kangerlussuaq mod de næsten 15.500 i Nuuk betyder at behovet for person- og fragttransport mellem Kangerlussuaq og Nuuk er relativt stort. De rejsende og fragten er altså underlagt ekstra rejsetid, skiftetid pga. mellemlandingen samt øgede rejseomkostningerne, i det en enkeltbillet på ruten p.t. koster mellem 750 - 1.500 kroner.

Ifølge kommissionen kræver vedligeholdelsen af landingsbanen i Kangerlussuaq samtidig omfattende investeringer inden for de næste 5-10 år, for at banen fortsat lever op til Trafikstyrelsens krav. Mittarfeqarfiit har ansøgt om, at der afsættes ekstra bevillinger på Finansloven til det.
Men de udgifter kan altså spares, hvis man vælger at lukke lufthavnen. Hvis man lukker i 2015 sparer man 120 millioner kroner, og tilsvarende hvis man lukker ned i 2020 kan man sparer 100 millioner kroner, ifølge kommissionen.

Også andre begrundelser nævnes i analysen. Kommissionen skriver blandt andet, at der ikke findes en "oprindelig" befolkning i området, som bliver kulturelt berørt ved en lukning af lufthavnen, som er den største arbejdsplads i bygden. Men tanken er, at havnen bevares, så der stadig er kapacitet til en vis mængde turisme og jagt i området.

Helt konkret ville det koste 80 millioner at nedlægge lufthavnen, vurderer Mittefeqarfitt. Det forudsætter at Selvstyrets bygninger, anlæg, installationer og forsyningsanlæg over jorden bliver nedlagt. Mens bane, veje, havn og nedgravede ledninger og kabler bliver liggende i jorden.
Rullende materiel og andet lufthavnsudstyr kan benyttes andre steder. selve vejen og banen skal også blive liggende, men en vis miljøoprydning vil være nødvendig, fx. fjerenelse af olieprodukter og kemikalier.

Også helt andre modeller har været i spil. For eksempel at lade den islandske lufthavn Keflavik blive knudepunktet for international lufttrafik til og fra Grønland. Ligesom man har også har undersøgt om det kunne svare sig at anlægge en ny lufthavn på Qeqertarssuaq eller på Angisunnguaq begge dele syd for Nuuk og nedlægge den nuværende lufthavn. Disse modeller ville dog kræve langt større driftomkostninger, ligesom der mangler undersøgelser af vejrforholdene.