AWG2016 Luftbro med 1500 atleter udsat til lørdag eftermiddag

Alle holder vejret. En varslet snestorm ved Vestgrønland har nemlig fået arrangørerne af Arctic Winter Games til at iværksætte plan B.
Fra venstre: Lauritz Heilmann, Qooqu Chemnitz Berthelsen, Bent Jakobsen, Nuka Kleemann, Mathilde Lynge, Tupaarnaq Kreutzmann, Nukakkuluk Haggæussen, Daniel De Renouard Foto © : Deluxus Studio
04. marts 2016 17:52

Det betyder, at programmet er forskubbet, og at Air Greenland har udsat en luftbro fra Kangerlussuaq til Nuuk til lørdag klokken 15.

Den skal flyve 1500 udenlandske atleter til vinterlegene.

 

Forsinket 24 timer

Den forsinkede luftbro betyder, at alle atleterne fra North Alberta og North West Territories er forsinket 24 timer, fortæller direktør for Arctic Winter Games2016, Maliina Abelsen:

- Vi har bedt om, at nogle af deres chartrede fly udsætter deres ankomst til Kangerlussuaq, for vi har kun 800 sengepladser til dem i Kangerlussuaq, og vi skal have styr på det hele.

De samiske atleter landede i Nuuk i dag, og de russiske er ankommet til Kangerlussuaq. Og er måske også ankommet til Nuuk, lyder meldingen fra Maliina Abelsen.

Det er endnu uvist, hvornår deltagerne fra Nunavik og Nunavut ankommer. De flyver direkte til Nuuk fra Eqaluit, hvor der også meldes om dårligt vejr.

 

Aflevering af pas

I en hangar hos Air Greenland har frivillig Jesper Schroeder sammen med andre frivillige gjort klar til at kunne modtage de udenlandske atleter.

Der er sat borde op, og skilte vil fortælle, hvor gæsterne kan aflevere deres pas, Det skal de af sikkerhedsmæssige grunde, fortæller Jesper Schroeder.

I en anden kø kan de få udleveret lidt snacks og i en tredje deres game-badge, som de skal bære under legene. 

- Derefter guider vi dem ud i de ventende busser, der kører dem ud til de skoler, hvor de skal bo under Arctic Winter Games, fortæller Jesper Schroeder.

 

Åbningsceremoni udsat

Mens åbningsceremonien foreløbig er udsat med otte timer til søndag aften klokken 20, betyder forsinkelsen også, at AWG foreløbig må indskrænke en af sportsaktiviteterne, fortæller Maliina Abelsen:

 - Der bliver lidt færre minutter i futsal, som er fodbold. Men der bliver ikke skåret hele sportsgrene fra, og bevæger vi os ind i næste uge, tager vi en status dér og finder ud af det, siger direktøren for AWG16.

- Men vi har også en plan C. Det er nødvendigt, når man arbejder med så store projekter, hvor vejret spiller en stor rolle. Men lige nu krydser vi alt, hvad vi har og håber, at have de sidste atleter i Nuuk i overmorgen søndag inden klokken 19.30, lyder det fra Maliina Abelsen.

Den største delegation under AWG er den fra Alaska på 297 atleter, mens der deltager 164 atleter fra Grønland. De russiske og samiske delegtioner er de mindste med en god håndfuld atleter i hver gruppe.