Lovrevision fortsætter

Naalakkersuisut har nu godkendt de overordnede mål og principper for det videre arbejde med revisionen af fiskeri- og ressourcerentebeskatningslovgivningen.
13. november 2013 11:19

Og det helt overordnede mål er, at fiskeriet i fremtiden skal sikre det største mulige samfundsøkonomiske udbytte på et bæredygtigt grundlag. En målsætning, der skal indarbejdes i en helt ny fiskerilov og en samlet lovgivningspakke om ressourcerentebeskatning på fiskeriområdet og som forelægges Inatsissartut på efterårssamlingen næste år.

Ifølge Naalakkersuisut skal der inden da gennemføres et grundigt lovforberedende arbejde, der blandt andet vil inddrage fiskerierhvervet, organisationerne og den finansielle sektor.

Pricipperne for den fremtidige fiskeripolitik skal være stabile rammer, der gør det muligt at stille sikkerhed for investeringer og fremme et effektivt fiskeri, så erhvervet kan vedligeholde og forny en moderne fiskeflåde og tidssvarende landbaserede anlæg.

Samtidig skal strukturtilpaningen i både det kystnære fiskeri og det havgående fiskeeri og investeringer i fabrikskapaciteten i land generelt være privatfinansieret.

Ifølge Naalakkersuisoq for Finanser og Indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq skal udnyttelsen af samtlige fiskeriressourcer på kort sigt kunne afgiftsbelægges via en almindelige ressourcerentemodel. I modsætning til i dag, hvor kun det havgående fiskeri og fartøjer med egenproduktionstilladelse betaler afgifter til landskassen for at deltage i fiskeriet.

- Men bedre rammevilkår og en strukturtilpasning i det kystnære fiskeri skal bane vejen for en øget indtjening, som på sigt også gør det muligt at sikre tilsvarende type af indtægter til landskassen fra den betydelige del af fiskeflåden her i landet, understreger Vittus Qujaukitsoq i en kommentar.