Lovløse jægere

Der skal slåes hårdt ned på de motorbøller, der skræmmer moskusokserne væk fra Kangerlussuaqs nærområder. Det er Politiet, Selvstyret, Qeqqata Kommunia, Qeqqata Erhvervsråd og de lokalefangerforeninger blevet enige om.
07. februar 2013 10:16

Her i slutningen af januar var de samlet for at diskutere, hvordan de sammen kan sørge for at forvaltningsplanen for Kangerlussuaq fra 2010 bliver gennemført.

Og en af de primære indsatser er altså at få gjort op med den ulovlige drivjagt, der udføres med ATV'er og snescootere nord for Kangerlussuaq.

- Forhåbentlig ophører den ulovlige jagt, som menes at være hovedårsagen til, at moskusokser og rensdyr desværre er skræmt væk fra Kangerlussuaqs nærområder. Langs vejene i Kangerlussuaq er disse dyr nu yderst sjældne, hvilket desværre betyder færre turister og færre ansatte i turistbranchen, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.

Og derfor er det nu også slut med at give dispensationer til motoriseret kørsel i det naturskønne område nord for bygden.

Et bedre samarbejde mellem politiet, jagtbetjentene og kommunen skal sikre, at den ulovlige praksis ophører.

Samtidig har Erhvervsrådet lavet nyt informationsmateriale til jægere og lokalbefolkningen, der giver yderlige klarhed over reglerne, ligesom de har pjecer på vej rettet mod tursiter og forskere.