BILLEDER Lokal naturfotograf udstiller på Nanortalik Museum

Naturfotografen Henrik Hansen udstiller på Nanortalik Museum fra 6. december til 5. januar.
Skrevet af Simon Uldum -
05. december 2016 11:35

På toppen af fjeldene og gennem langstrakte dale, har Henrik Hansen siden 2008 dokumenteret Grønlands fantastiske natur og dyreliv på steder hvor mennesker sjældent kommer.

- Kom helt tæt på sneuglen, isbjørnen, hvaler eller havørne. Føl den magiske atmosfære på en fjeldtop med snetågen fygende om dig. Oplev naturen til lands og til vands fra en helt ny side, skriver Nanortalik Museum i en pressemeddelelse.

Zoomer ind på den unikke grønlandske natur

Med sine motiver fra de dybe fjorde og høje bjerge, sommer og vinter, i alt slags vejr fanger Henrik den mystik og de helt unikke scenerier som afspejler den rå og smukke natur der netop er kendetegnende for Grønland.

I sine fotografier lægger Henrik vægt på at fange dybden i stemningsbilleder på helt nært hold, så man som beskuer føler, at man er tilstede og kigger ud over landskabet eller selv bliver betragtet af en nysgerrig ugle eller en græssende moskusokse, skriver museet.

I dag bor Henrik med sin familie i Nanortalik, hvor han sejler med turister og ved siden af arbejder i en entreprenørvirksomhed. Henrik har tidligere vundet en fotokonkurrence, og er gået videre med sin interesse og har skabt en udstilling.

Han arbejder i dag på en bogudgivelse.