Lokal arbejdsstyrke opkvalificeres massivt

Naalakkersuisuts strategi i forhold til den udefrakommende arbejdskraft er at sikre, at de hjemmehørende til stadighed uddannes og opkvalificeres. På den måde forbedres deres muligheder for at bestride de jobs, der traditionelt udføres af dansk eller udenlandsk arbejdskraft
Skrevet af Karsten Sommer
10. august 2011 07:35

Det skriver Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Ove Karl Berthelsen i et §37-svar til sin partifælle fra IA Juliane Henningsen. Hun har stillet en række spørgsmål om en langsigtet strategi for den udefrakommende arbejdskraft.

Ove Karl Berthelsen svarer at Naalakkersuisut satser massivt på at opkvalificere den lokale arbejdsstyrke indenfor væksterhvervene i råstofsektoren.

Her henviser han blandt andet til den samarbejdsaftale som Selvstyret og kommunerne indgik med olieselskabet Cairn Energy i forbindelse med selskabets første boreprogram sidste år.

Her måtte Cairn Energy betale omkring 276 millioner kroner til udvikling af Nuna Olie til et selvstændigt olieselskab. Samtidig måtte selskabet blandt andet bidrage med 28 millioner kroner til videreuddannelse af den hjemmehørende arbejdsstyrke. Samtidig lagde selskabets udenlandske medabejdere mindst 53 millioner skattekroner her i landet, mens værdien af leverancer fra grønlandske virksomheder er opgjort til cirka 150 millioner kroner. Ove Karl Berthelsen oplyser iøvrigt, at der i samarbejde med Udlændingeservice i Danmark er lavet nye procedure for ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelser i forbindelse med de såkaldte "storskalaprojekter" inden for råstofområdet.

Det sker fordi der indenfor en overskuelige periode kan blive iværksat indtil flere store projekter, hvor behovet for arbejdskraft vil være så stort Grønland midlertidigt vil være nødt til at hente medarbejdere fra udlandet.