Livet i Danmark forbedres af grønlænderforeninger

Foreningslivet medfører bedre livskvalitet for mange grønlændere i Danmark. Det siger Niels Peter Nielsen, der er næstformand for grønlænderforeningernes organisation Inuit i Danmark.
Foto © : KNR
04. august 2010 13:39

Organisationen får 250.000 kroner i tilskud om året fra Selvstyret i Grønland.

-Jeg synes jo selv, at det er meget vigtigt, fordi jeg har jo været med i Inuit i 26 år.

Niels Peter Nielsen er også medlem af en lille forening i Randers, der hedder Neriuut.

- Hvis jeg ikke havde Neriuut, så tror jeg at min tid i Danmark havde været meget sværere, fordi jeg én gang om måneden kan snakke mit modersmål, spise grønlandsk med landsmænd - og sådan tror jeg de fleste har det.

Han fortæller, at foreningernes medlemmer altid møder smilende op til arrangementerne.

- Og når de går derfra, så griner de over hele hovedet, for så er man fyldt op, så man føler, man kan klare en måned mere.

Niels Peter Nielsen kunne ikke forestille sig en tilværelse uden grønlænderforeninger.

Organisationen afholder hvert år kurser i foreningsførelse for de 22 små grønlænderforeninger.