Livet går videre i Iqaluit

Den grønlandske hjælp til ofrene for den omfattende og ødelæggende brand i Iqaluit er blevet taget godt imod.
09. marts 2012 12:24

Iqaluit er nu ved at vende tilbage til hverdagen efter den katastrofale brand, der for snart to uger siden med ét gjorde omkring 100 studerende og deres børn hjemløse i en 50 grader kold nat.

For hjælpen - i form af både kontante bidrag og containere med mad, tøj og andre fornødenheder - der er strømmet ind, har været fantastisk overvældende, lyder det igen og igen her i Iqaluit.

Og det er ikke blot fra resten af Canada, donationerne er kommet. Flere gange har aviser og radio omtalt hjælpen fra Grønlands Røde Kors og fra enkeltpersoner i Grønland. Det fortæller CBC Norths reporter Meeka Kilibuk til Radioavisen. Folk er meget taknemmelige for denne hjælp, lyder det.

Når man besøger stedet, hvor det arktiske universitets kollegielejligheder indtil for ganske nylig stod, er der i dag intet tilbage af husene. Så voldsom var branden. Kun nogle sorte stumper er tilbage i brandtomterne, som nu er indhegnet og opmærksomt overvåget af politiet.

Det vides nu, at to voksne børn - bror og søster - omkom i flammerne. Folk i Iqaluit samlede penge ind, så deres familemedlemmer kunne komme sydfra og fra andre bygder til begravelserne, som nu er afholdt.

Opklaringarbejdet har vist, at branden var påsat, men man har endnu hverken fundet den skyldige eller klarlagt et motiv. I byen taler man dog om, at der kan have ligget et ønske om at hævne sig bag den fatale og grusomme handling, men endnu er intet altså sikkert.

Livet går dog videre i Iqaluit, de studerende er tilbage på Arctic College, de har alle fået et nyt sted at bo og tøj til at modstå det barske vintervejr. Endelige er de altså taknemmelige for al den hjælp, de har fået: fra resten af Canada - og fra Grønland.