Lige nu: Oppositionen kræver valg - og Kim Kielsen takker alle

Inatsisartut har debatteret, om der skal være valg eller ej.
Der var sidst valg til Inatsisartut i foråret 2018. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
16. februar 2021 11:22

Så skete det – oppositionen har netop fået behandlet deres forslag til ekstraordinært valg til Inatsisartut.

Sagen kort

Demokraatits exit fra Naalakkersuisut har efterladt Kim Kielsen med en mindretalsregering.


Den består af Siumut og Nunatta Qitornai, der sidder på 11 pladser ud af de 31 i Inatsisartut.
 

Siumuts nye formand Erik Jensen vil gerne overtage formandsstolen i Naalakkersuisut fra Kim Kielsen.

Han blev formand i november, hvor Siumut væltede Kim Kielsen af pinden.

 

Men oppositionspartierne nægter at samarbejde med Siumuts formand ved roret i en ny koalition. 

De mener, at der er for meget ballade internt i Siumut. Her er der vigende opbakning til mineprojektet ved Kuannersuit, hvor et selskab vil udvinde sjældne jordarter med uran som et biprodukt.

 

Et flertal i Inatsisartut mener nu, at der skal udskrives valg.

 

Den proces kan partierne selv sætte i gang, hvis ikke formanden for Naalakkersuisut selv vælger at træde tilbage.

 

Det kan ske, hvis et parti fremsætter et forslag om mistillid mod Naalakkersuisut eller formanden for Naalakkersuisut i forbindelse med Vintersamlingen.

 

Hvis formanden for Naalakkersusiut vælger at træde tilbage, skal han enten udskrive valg eller overdrage formandsskabet til et andet medlem af Inatsisartut. 

 

Den nye formand skal sætte et nyt ministerhold, som et flertal i Inatsisartut vil bakke op om.

 

Vintersamlingen starter i morgen tirsdag 16. februar og slutter den 2. marts.

Det sker efter, at Inatsisartut netop har debatteret, hvorvidt der skal være ekstraordinært valg eller ej. 

Det er vintersamlingens første dag, og efter to meget urolige uger i Naalakkersuisut og internt i Siumut trak oppositionen i form af Inuit Ataqatigiit, Demokraatit, Partii Naleraq og Atassut den rygende pistol frem i går: I en kortfattet pressemeddelelse oplyste de, at de fire partier er gået sammen og opfordrer til, at der bliver udskrevet Inatsisartut-valg. 

Der var sidst valg til Inatsisartut i foråret 2018. 

LÆS OGSÅ Udsigt: Vi skal stemme til to valg 6. april

Hurtigt tog formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), ordet: 

- Jeg vil blot sige tak til jer alle sammen, sagde han.

- Nu er der et flertal, der ønsker nyvalg – derfor vil jeg sige tak for vores samarbejde. Uanset hvad der sker skal vi ikke være kede af det  - nej, vi skal respektere flertallets holdning. Jeg vil blot ønske jer al mulig held og lykke. 

I sidste uge skred Demokraatit ud af koalitionen - og derfor står Siumut og Nunatta Qitornai nu alene i en mindretalsregering. De har blot 11 mandater ud af de 31 i Inatsisartut.

Dermed er oppositionen i klart flertal: De fire partier sidder på 19 pladser ud af de 31.