Ligatræner: Asii kan blive profil i den danske liga
I Danmark løber den 16-årige grønlandske fodboldtalent og banker mål ind på striber for Fortuna Hjørrings u-18 pigehold.
Fodboldholdet er så imponeret af Asii Kleist Berthelsen, at det har skrevet en ny to-årig kontrakt med hende.
- Vi håber, at Asii kan blive profil i den danske liga om nogle år og kan blive en profil for vores hold, når vi skal spille om det danske mesterskab og Champions League, siger cheftræner i Fortuna Hjørring Niclas Hougaard Hansen til KNR.
LÆS OGSÅ Maligassiuisut: Ungdommen løb med hæder
Hun spillede i forvejen for Fortuna Hjørring. Den nye kontrakt betyder, at klubben gerne vil have hende med i holdet i længere tid.
Tilmeldt til Champions League
Hun spiller stadig for Fortuna Hjørrings U-18 piger, hvor hun er topscorer i den danske U-18 liga.
Asii Kleist Berthelsen træner nu for det meste med klubbens seniorhold. Hendes træner tror på, at hun om nogen år kan blive dansk A-landsholdsspiller i selskab med fodboldstjerner som Pernille Harder.
- Det er klart, at det er stort skridt og Asii har stadig nogen år til at udvikle sig endnu før hun kommer derop. Men hvis hun fortsætter som hun gør lige nu, så mener jeg, at det skal være et mål for os at gøre hende til en A-landsholdsspiller om nogle år, siger Niclas Hougaard Hansen.
Fortuna Hjørring skal som danske mestre deltage i mestrenes europæiske turnering, Champions League, til foråret.
Klubben har også meddelt til det europæiske fodboldforbund UEFA, at hun er med i klubbens trup til forårets turnering i Champions League.
- Asii er blandt de 25 spillere, der er tilmeldt til at være på vores hold til Champions League og det er sandsynligt, at hun kommer til at spille en rolle, slutter Niclas Hougaard Hansen.
Asii Kleist Berthelsen har udviklet sig meget i løbet af to sæsoner, hun har været i Fortuna Hjørring.
Det var blandt andet derfor hun blev kåret som årets idrætsperson ved Grønlands Idrætsforbund årlige sportsshow Maligassiuisut i november.