Lene Espersen grebet i hvid løgn

Travlhed og andre aftaler. Sådan lød Lene Espersens forklaring, da hun meldte afbud til det arktiske møde i Canada 29. marts.
Skrevet af Karsten Sommer
27. april 2010 06:17

Lene Espersen nævnte derimod ikke ferie med familien som grund. Det fremgår af dokumenter, som Ekstra Bladet har søgt aktindsigt i.

- Det minder lidt om, at man er inviteret til en 60-års fødselsdag, som man bare ikke gider deltage i, og så kommer man med sådan en "hvid løgn", vurderer den politiske kommentator Niels Krause-Kjær overfor Ekstra Bladet.

Flere politikere i Danmark kræver nu at Lene Espersen direkte undskylder sin håndtering af sagen.

Det fremgår også, at den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller havde selv tænkt sig at deltage i mødet. Men han var som bekendt ikke udenrigsminister mere, da mødet blev holdt.

I et personligt brev til den canadiske udenrigsminister fra den 5. februar takkede Per Stig Møller nemlig ja til at deltage i mødet. Og understregede i brevet, at han så "meget frem til mødet", hvor der skulle diskuteres emner "af vital betydning for de arktiske kyststater".