Lene E: Jeg har fokus på Arktis

Lene Espersen afviser, at hendes afbud til Arctic Five-mødet i Canada har svækket Grønlands og Danmarks internationale interesser.
Skrevet af Karsten Sommer
09. juni 2010 10:39

- Jeg er meget opmærksom på den stigende internationale fokus på Arktis. Og Grønland og Danmark kan fortsat beholde førertrøjen i den arktiske proces. Det sker blandt i Arktisk Råd, hvor vi har et tæt og godt samarbejde med Grønland, siger udenrigsminister Lene Espersen til avisen AG.

Ved Folketingets afslutningsdebat foreslog Siumuts folketingsmedlem Lars-Emil Johansen, at Danmark overlod forhandlingskompetencen i arktiske spørgsmål til Grønland.

- Jeg betragter Lars-Emil Johansens udtalelser som udtryk for humoristisk sans. Vi har et rigsfællesskab, og her er det Danmark, der har ansvaret for udenrigspolitikken, siger Lene Espersen.

Samtidig roser hun Kuupik Kleist og Grønland for på egen hånd udbygger sit internationale samarbejde på anden vis.

- Kuupik Kleist gør et stort stykke arbejde for at sikre Grønland et bedre forhold til blandt andet USA og EU. Det er godt for Grønlands langsigtede interesser, siger Lene Espersen,

Hun oplyser desuden, at regeringen igen agter at støtte de grønlandske krav om hvalfangst, når den internationale hvalfangstorganisation, IWC, senere på måneden holder møde. Det betyder, at man blandt andet vil anbefale det grønlandske ønske om en årlig fangst af 10 pukkelhvaler.

Udenrigsminister Lene Espersen kommer til Grønland efter sommerferien - formentlig til august. Det oplyser udenrigsministerens pressechef Lars Lohse ifølge AG.