Lejere får samlet stemme tilbage

Landets mange beboere i offentlige lejemål har brug for en stærk organisation, der kan tage stilling til særligt huslejestigninger og tale med samlet stemme over for Selvstyret og INI, lyder det nu.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
08. marts 2012 14:01

Efter to års dvale skal Boligforeningernes Landsorganisation, IPK, nu vækkes til live, mener Buster Berthelsen, som er en af initiativtagerne.

- Vi har i de seneste år oplevet huslejestigninger og andre ting og sager i forhold til lejeboliger. Og for at stoppe den slags tiltag, er vi derfor gået i gang med at genetablere landsorganisationen. Vi mener, at det er tvingende nødvendigt med sådan en landsorganisation for os alle lejere, siger Buster Berthelsen.

Og med etableringen af et fast kontor er det hensigten, at der ansættes både en jurist og en HK-medarbejder, som kan tage imod henvendelser fra beboere landet over.

- Juristens opgave i det daglige bliver så at betjene lejerne, også ellers undersøge lovgrundlaget, når Naalakkersuisut varsler huslejestigninger og andre tiltag, der kan ramme lejerne. Også skal kontormedarbejderen behandle de daglige henvendelser, bebuder initivativtager, Buster Berthelsen.

Beboerne i det offentlige lejeboliger vil inden længe blive spurgt, om de ønsker at være medlemmer af landsorganisationen. Det vil man således blive bedt om at tage stilling til på en blanket, som i samrbejde med Departementet for Boliger vil blive sendt ud sammen med den kommende elregning.

Organisationen varsler, at et medlemsskab vil koste 25 kroner om måneden, og man forventer at afholde generalforsamling i starten af maj måned.