LEGO Fonden bekæmper social isolation i Grønland

Verden over er LEGO et kendt og skattet legetøj, både for børn og for os lidt ældre, der aldrig helt er blevet voksne. En mindre kendt del af LEGO koncernen er LEGO Fonden, hvor en del af de penge, der er tjent på at sælge legetøj, bliver givet tilbage til børn der har haft vanskelige opvækstbetingelser.
-Det falder helt naturligt for os at bakke op omkring Mary Fondens arbejde med at bekæmpe mobning. Både i Danmark og i den nordlige del af Rigsfællesskabet. Mobning kan virkeligt ødelægge børns opvækst og føre til, at de bliver isoleret rent socialt. Det er et af vores fokuspunkter at afhjælpe den slags, fortæller direktøren i LEGO Fonden Morten Monrad Aagaard.
HKH Kronprinsessen er i Ilulissat og med i følget er både repræsentanter for Red Barnet og LEGO Fonden. Her skal man se resultaterne af Kammagiita – Fri for mobberi, som Mary Fonden har kørt i Grønland de seneste par år.
- Projektet falder godt i tråd med de værdier og holdninger, der ligger til grund for LEGO Fonden. Det er vores udgangspunkt, at vi skal medvirke til at give børnene et håb om et liv uden social isolation, med gode kammerater og opbakning fra deres nærmeste omgivelser. Kammagiita – Fri for mobberi har vist sit værd i Danmark og, som jeg er orienteret inden vores besøg i Grønland, forløber projektet også helt efter planen i Grønland, siger Morten Monrad Aagaard, der har glædet sig til at gense Grønland, som han tidligere har besøgt.