Legepatruljer skal få de yngste elever til at bevæge sig mere

De ældste elever i folkeskolen skal lære de mindre elever at bevæge sig mere i frikvarterne.
Foto © : KNR
Skrevet af Jaaku Lyberth
19. marts 2010 11:24

Projektet kaldes "Legepatrujlen" og er startet i de danske skoler i 2007 med positiv virkning.

Derfor har Kommuneqarfik Sermersooq inviteret Dansk Skoleidræt til at holde kurser for de ældste elever i, hvordan de kan motivere de mindre elever til at bevæge sig mere og få interesse for idræt.

Projektet går ud på, at eleverne i 6. og 7. klasse skal igangsætte lege for de mindre elever i frikvartererne.

- Legepatrujlerne skal få de tilbagetrukne og idrætssvage elever til at bevæge sig mere og få dem til at interessere sig for idræt, siger Kim Godtfredsen fra Grønlandsk Skoleidræt.

- Det behøver ikke at være idræt, udgangspunktet er fysisk udfoldelse, siger Kim Godtfredsen.

Han forventer, at initiativet kan skabe bedre kontakt mellem de ældste og de mindre elever.

Første kursus for de store elever i skolerne i Nuuk afholdes på mandag i Inussivik med 2 undervisere fra Dansk Skoleidræt. Når kurset er overstået, iklædes kursisterne en specialdesignet trøje, som de kan bruge i frikvartererne.

Planen er at legepatruljen skal organisere legene 3 gange om ugen.