Ledighed skaber uro

Fordoblingen af ledigheden i bygderne i Qaasuitsup kommunia skaber bekymring og magtesløshed i Søndre Upernavik og Kullorsuaq. - Flere og flere ledige er stærkt bekymrende, siger formanden for bygdebestyrelsen i Søndre Upernavik og Kangersuatsiaq Lea Kristensen, hun føler sig magtesløs i forsøget på at bekæmpe arbejdsløsheden og savner vejledning fra kommunen.
Skrevet af Oline I. Olsen
07. november 2012 16:41

- De lukkede indhandlingsanlæg i Søndre Upernavik og Kangersuatsiaq rammer alle fiskerne, fangerne, det hjemsendte personale og deres familier, siger formanden for bygdernes bestyrelse, Lea Kristensen, der er bekymret over fordoblingen af ledigheden.

I dag står i alt 526 personer i bygderne uden job. Og det skyldes blandt andet at Upernavik Seafood har lukket sine indhandlingsanlæg i 5 bygder på grund af opfiskning af hellefiskekvoter for jollefiskerne.

I Kullorsuaq bor kommunalbestyrelsesmedlemmet i Qaasuitsup kommunia Thimothæus Petersen, han er forfærdet over konsekvenserne af fiskeristoppet.

- Det er forfærdeligt, at der sker lukninger på den her tid af året, for levevilkårene om vinteren er hårde, siger Thimothæus Petersen.

I september måned var udgifterne til sociale ydelser for ledige i Qaasuitsup kommunia på knap 600.000 kroner, og bare en måned efter steg beløbet til 1,6 millioner kroner.

Formand for bygdebestyrelsen i Sdr. Upernavik og Kangersuatsiaq Lea Kristensen er magtesløs overfor ledigheden i bygderne, hun mangler råd og vejledning fra kommunen og efterlyser handling.

-Kommunens handleplan mod ledigheden, der er finansieret af kommunen og selvstyret, bør omfatte alle borgerne i kommunen, men vi mærker intet til det i vores bygder, siger Lea Kristensen. 

Thimothæus Petersen i Kullorsuaq mener at kvoten for hellefisk til jollefiskerne er for lille og skaber arbejdsløshed, han tror også at den vil ramme kommunens økonomi,

-Jeg tvivler på at kommunen kan bære den nuværende situation, siger Thimothæus Petersen.