Laveste antal smittede på et døgn i Danmark siden september måned

Der er de sidste 24 timer registreret 237 nye smittede med covid-19 i Danmark, hvilket et det laveste antal siden efteråret.
I alt 237 personer er testet positive i kongerigeyts sydlige del siden søndag. Det er det laveste siden 7. september, hvor der var 230 smittetilfælde hen over et døgn. Foto © : Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Skrevet af Bibi Nathansen
14. juni 2021 11:57

Sommervejr holder coronavirus nede, men lektor i matematisk epidemiologi holder skarpt øje med indisk variant.

Det seneste døgn er der registreret det laveste antal nye danske coronatilfælde siden september.

Det viser tal fra Statens Serum Institut mandag.

Det skriver Ritzau.

I alt 237 personer er testet positive i kongerigeyts sydlige del siden søndag. Det er det laveste siden 7. september, hvor der var 230 smittetilfælde hen over et døgn.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq ville ønske flere blev vaccineret hurtigere

Det lave antal nye smittetilfælde skal ses i lyset af, at der er foretaget relativt få PCR-test siden søndag. De 237 smittetilfælde er fundet i 67.596 PCR-prøver.

- Hvis man kigger i et lidt længere perspektiv over de seneste 10-14 dage, så er der sket et markant fald i forekomsten af corona.

- Det, vi ser lige nu, er antagelig en sæsoneffekt, der er lidt større, end vi måske først havde ventet, siger lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen, Roskilde Universitet.

Med sæsoneffekten henviser han til, at virus har sværere ved at sprede sig, når vi opholder os mere udenfor.

På landets hospitaler i Danmark er der i øjeblikket indlagt 102 personer med coronavirus. 

Yderligere én person er død med smitten i kroppen. Det betyder, at der nu er i alt 2526 dødsfald blandt smittede i Danmark under pandemien.

Indisk variant

Selv om det umiddelbart ser godt ud i kampen mod coronavirus, holder Viggo Andreasen øjnene stift rettet mod den særlige indiske variant, der især er på fremmarch i England.

- Det er den sorte sky, vi skal holde øje med hen over sommeren. Den er markant mere smitsom end den variant, der dominerer nu, siger Viggo Andreasen.