Lars-Emil i en politisk julekalender

Siumuts folketingsmedlem Lars-Emil Johansen er sammen med en række fremtrædende danske folketingsmedlemmer kommet i julekalenderen hos den politiske hjemmeside Altinget.dk
20. december 2010 12:10

Her hvor han ifølge tidligere udtalelser befinder sig i sin sidste valgperiode er hans vigtigste mål fortsat grønlandsk selvstændighed.

- Den største udfordring i dén proces er at sikrer, at selvstændigheden opnås gennem en proces, der ikke alene engagerer befolkningen i landets politiske ledelse, men også er en måde, der bevarer de gode sider af dansk-grønlandsk sameksistens i snart 300 år, som Lars-Emil Johansen udtrykker det.

- Mit personlige mål er derfor, at Grønlands selvstændighed både økonomisk og politisk, sker i form af en aftale om "free association", som er en form for frivilligs fællesskab bundet sammen i en traktat, som parterne forhandler sig frem til, understreger Lars-mil Johansen.

Og så fortæller han, at han - når han forlader politik ved næste folketingsvalg - gerne vil arbejde inden for erhvervslivet. Han er i dag formand for Greenland Minerals & Energy og Upernavik Seafood.

- Mit arbejde som politiker har hovedsageligt drejer sig om at skabe rammer for erhvervslivet. Når jeg slutter som politiker, vil jeg gerne være med til at udfylde disse rammer og skabe grobund for en selvstændig grønlandsk økonomi, lyder meldingen fra Lars-Emil Johansen.