Landsretten idømmer første forvaringsdom til anstalten i Nuuk

Landsretten gav medhold til anklagemyndigheden, som krævede forvaring til manden, der er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet.
Landsretten gav anklagemyndigheden medhold i forvaring, fordi manden tidligere har begået personfarlig kriminalitet. Arkivfoto. Foto © : KNR
Skrevet af Jens Betak
30. august 2019 16:41

Der blev torsdag afgivet den første forvaringsdom til afsoning i den nye lukkede anstalt i Nuuk.

Det skete, da Grønlands Landsret kendte en 30-årig mand fra Sydgrønland skyldig i en voldtægt, et voldtægtsforsøg, vold og hærværk.

Voldtægten skete i juli 2017, mens voldtægtsforsøget skete tre måneder senere.

Landsretten gav anklagemyndigheden medhold i forvaring, fordi manden tidligere har begået personfarlig kriminalitet.

Landsrettens dom er en ændring af kredsrettens dom, hvor han blev idømt forvaring på en psykiatrisk ledet anstalt under Kriminalforsorgen i Danmark.

Grunden til, at manden skal afsone i Nuuk i stedet for Danmark, er, at det i mellemtiden ikke længere er muligt for grønlandske forvaringsdømte at afsone i Danmark.

I maj i år åbnede den lukkede anstalt i Nuuk. Dengang fik de forvaringsdømte grønlændere, som afsoner i Danmark, tilbuddet om at blive flyttet til den nye anstalt. Det takkede 8 ud af 29 ja til.