Landsret stadfæster: Nuuk-firma undlod at betale skat

Et unavngivent firma i Nuuk er blevet idømt en bøde på knap 20.000 kroner for at undlade at betale skat.
Mandag stadfæstede Grønlands Landsret en dom, hvor et firma blev pålagt at betale en bøde. Foto © : KNR
29. januar 2020 10:22

Et firma i Nuuk skal betale en bøde, fordi selskabet ikke har indbetalt såkaldte indeholdte A-skatter og arbejdsmarkedsafgift til Skattestyrelsen. 

Dommen blev mandag stadfæstet i landsretten, der kom frem til samme resultat, som Sermersooq Kredsret. Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse 

Selskabet, som politiet ikke ønsker at oplyse navnet på, skal betale en bøde på 19.276 kroner.

- Skattestyrelsen havde anmeldt et firma fra Nuuk til politiet for ikke at have indbetalt de A-skatter og arbejdsmarkedsafgifter, som firmaet havde indeholdt fra en medarbejders løn i perioden fra maj 2014 til august 2017, skriver politiet.

Når et firma betaler en medarbejder løn, skal firmaet normalt indeholde den skat og arbejdsmarkedsafgift, som skal betales af medarbejderens løn. De penge, som firmaet har indeholdt, skal herefter indbetales til Skattestyrelsen.

- Hvis et firma ikke indbetaler det indeholdte beløb rettidigt vil det som udgangspunkt være en overtrædelse af Inatsisartutloven om indkomstskat og arbejdsmarkedsafgift, står der videre i pressemeddelelsen.

Afgørelsen stemmer overens med anklagemyndighedens påstand i sagen.

Det var Skattestyrelsen, der havde anmeldt firmaet fra Nuuk.