Landslægen: Alle coronasmittede i Nuuk er raske
Flyene står på jorden indtil 30. april.
I Nuuk er skoler og dagsintitutioner lukket, og det samme er restauranter, barer og flere butikker.
Coronakrisen har ramt både erhvervsliv og privatliv hårdt. Der er stadig alkoholforbud i hovedstaden, og det er forbudt for flere end 10 personer at samle sig.
Men der er lys forude: For de 11 patienter, som har været smittet med coronavirus i Nuuk, er alle raske.
Det siger landslæge Henrik Hansen til KNR.
I dag er der er kommet svar på yderligere 52 test, som alle er negative.
I alt er 770 personer i Grønland blevet testet for coronavirus.
LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland
Men hvorfor egentlig have en lukket hovedstad, når alle smittede er raske?
- Der kan gå op til 14 dage, fra man er smittet, til man får symptomer, siger landslægen.
- Og der er kommet folk ind i landet - for eksempel studerende, der er kommet hjem fra udlandet og lignende - siden flyforbuddet trådte i kraft 20. marts, siger Henrik Hansen.
- Når vi er så forsigtige, og når vi anbefaler Naalakkersuisut at være forsigtige, så er det fordi, det brænder på ude i verden. Vi har afbud fra vikarer i sundhedsvæsenet, og derfor er det helt afgørende, at vi vinder tid og hele tiden afvejer, at det har store omkostninger, at alt er lukket ned - men vi ønsker bestemt heller ikke et stort udbrud af covid 19, siger han.
Nyt testudstyr ankommer i morgen
Ifølge landslægen kommer der analyseudstyr til Nuuk i morgen. For alle prøver skal stadig sendes til Statens Serum Institut i København - og det tager tid.
- Der er forsinkelse på vores test, fordi de skal sendes til København. Så er vi bagude, siger Henrik Hansen.
Selvstyret har indgået en aftale med det færøskejede firma, Amplexa Genetics. Firmaet sender to maskiner afsted, og de ankommer til Dronning Ingrids Hospital i morgen. En af dem er til prøver, og den anden skal bruges som back-up.
LÆS OGSÅ GRAFIK: Det gør coronavirus i din krop
En teknisk direktør fra firmaet rejser også med, for det sundhedspersonalet i Nuuk skal oplæres.
- Vi kan ikke sige noget om, hvornår vi helt præcist starter med at teste her - for det er ikke så ligetil at etablere et nyt laboratorium. Men vi arbejder på at få det etableret i påsken, siger Henrik Hansen.
Når laboratoriet er oppe at køre, vil det kun tage en enkelt formiddag at lave en test med udstyret. Så folk i Nuuk vil få hurtigt svar på deres prøver. Prøverne fra dem, der bor udenfor hovedstaden, skal stadig fragtes til Nuuk.