Landslæge: Tuberkulose kommer nok ikke herfra

Landslægen i Grønland er i tæt kontakt med den ledende embedslæge i Region Syddanmark, efter, at det i går kom frem, at sygdommen tuberkulose er begyndt at florere voldsomt i et socialt udsat, grønlandsk miljø i den vestjyske by Esbjerg.
Skrevet af Mads Fisker
05. oktober 2011 08:36

Her er sygdommen i udbrud hos otte mennesker, mens yderligere 21 bærer bakterien og er i forbyggende behandling. Og langt de fleste er her fra landet.

Landslægeembedet regner dog ikke med, at smitten er rejst fra Grønland til Vestjylland.

- Det er slet ikke sandsynligt. Vi ser jo i Danmark, at smitte kører blandt socialt dårligt stillede, der bor dårligt, og blandt dem er der jo også nogle grupper af grønlændere i København, Aarhus og åbenbart også Esbjerg. Men det er altså ikke nødvendigvis smitte hentet i Grønland, siger Flemmings Kleist Stenz.

I Danmark er sundhedsvæsenet i gang med at udrede, hvem de mange smittede ellers har været i kontakt med, og opsøgende sygeplejersker sørger for, at alle eventuelt berørte bliver sat i forebyggende behandling, oplyser den regionale embedslæge.

Landslægen herhjemme holder kontakten tæt, for efter nærmere undersøgelser af de aktuelle tilfælde, kan det fortsat vise sig, at smitten har tråde tilbage til Grønland og dermed også bør bremses her. Flemming Kleist Stenz understreger dog, at tuberkulose ikke er en akut, smitbar sygdom, men at man derimod skal leve tæt sammen for at give den videre.

Ifølge embedslæge Henrik Hansen lever de grønlandske borgere i det belastede område i den vestjyske by så mange som fem mennesker sammen i en ét-værelses lejlighed.