Landslæge: Derfor lukker vi ned, mens andre lande åbner op

Situationen i Grønland er væsentlig anderledes end i andre lande, hvor sygemeldinger og indlæggelser i sundhedsvæsenet presser på.
Vikariende naalakkersuisoq for sundhed, Pele Broberg, sammen med landslæge Henrik L. Hansen. Foto © : Mads Malik Fuglsang Holm / KNR
Skrevet af Malik Brøns
28. januar 2022 13:50

Det kan være svært at forstå, at man her i Grønland lukker mere og mere ned, mens man i andre lande langsomt er begyndt at åbne op.  

Restriktioner i Grønland - helt kort
 

I hele landet skal du vise coronapas på offentlige steder.

 

Det er restauranter, barer, værtshuse, museer, biografer og så videre.  

 

Du skal have mundbind på, når du: 

 

- Er i lokaler med offentlig adgang (butikker, kirker, biblioteker, restauranter og så videre).

 

- Kører i bus og taxa.

 

Restauranter, barer og værtshuse må kun lukke halvdelen af det antal gæster ind, som lokalet er godkendt til
 

Frem til 1. februar lukker alle steder, hvor der serveres alkohol, klokken 22. 

 

Salg af alkohol er midlertidigt lukket frem til 1. eller 9. februar i fire ud af landets fem kommuner.

 

Hvis du er over 15 år og uvaccineret, har du ikke adgang til biblioteker, biografer, værtshuse, restauranter og andre steder med offentlig adgang.

 

Det gælder ikke butikker og offentlig transport. Du skal kunen vise et bevis for at være immun for at få adgang. 


Fra 26. januar skal du ikke længere vise en negativ test ved checkin i Kastrup. Testkravet ved indrejse fra Danmark bliver dermed droppet.

I Grønland bruger vi stadigvæk coronapas og mundbind. Værtshusene og lignende skal lukke klokken 22, og så er der alkoholforbud i fire af landets fem kommuner.  

Det har skabt frustrationer hos blandt andet erhvervet.

Men det er nødvendigt, præciserer landslæge, Henrik L. Hansen til pressemødet fredag.

- Lige nu er der smittespredning i det meste af landet, fra Qaanaaq til Nanortalik. Kun Tasiilaq-området har fortsat ikke smittespredning, men vi må også forvente, at det kommer dertil. For at sundhedsvæsenet kan understøtte Østgrønland, så gør det bestemt ikke noget, at der ikke kommer omfattende smittespredning i de næste dage, siger Henrik L. Hansen og fortsætter:

- Vi har et stabilt antal indlæggelser på 12-15 i døgnet. Det kan systemet godt håndtere. Selvom det relativt set i forhold til Danmark faktisk er et højt indlæggelsestal.

Konkret forklarer landslægen, at Dronning Ingrids Hospital i Nuuk kæmper med en masse sygemeldinger i øjeblikket.

- Der er rigtig meget smitte blandt personalet, og ressourcerne er begrænset. Omkring 100 i sundhedsvæsenet er i øjeblikket sygemeldte. Der er lige nu kun personale til at drive to operationsstuer på Sana i Nuuk. Det betyder også, at der kun er plads til de operationer, der ikke kan udsættes.

Mange vil have immunitetsattest

Fungerende naalakkersuisoq for sundhed, Pele Broberg (Naleraq), er også med til at forsvare restriktionerne:

- Sundhedsvæsenet passer på os, derfor må vi også passe på sundhedsvæsenet, siger han.

Han siger også, at der i øjeblikket er rigtig mange, der gerne vil have den såkaldte immunitetsattest, der skal vise, at man har været smittet med corona, og som altså kan bruges i stedet for coronapasset.

Pele Broberg vil gerne have, at folk der allerede er færdigvaccineret, ikke skal bede om immunitetsattesten.

LÆS OGSÅ Corona-restriktioner er fortid i Danmark på tirsdag

- Vi er mange, der har været smittet med corona, og Coronastaben (Coronamut Akiuineq red.) meddeler, at der er 3.000 personer, som har ansøgt om en immunitetsattest.  

- Grundlæggende er immunitetsattesten til dem, der ikke er vaccineret, og som skal ud og rejse. Derfor vil vi bede om, det kun er dem, som ansøger.  

Ifølge ham er der er hjælpepakker på vej, men han uddyber ikke, hvad hjælpepakkerne konkret skal indeholde:

- Naalakkersuisut har godkendt hjælpepakker. Lige nu afventer vi udvalget i Inatsisartut om også at godkende hjælpepakkerne, og det vil vi på et senere tidspunkt melde ud om, siger han.

Grønland er bagud i pandemien

I denne uge er der blevet skruet gevaldigt op for landsdækkende restriktioner igen. Og et forbud mod salg af alkohol er også kommet i fire af de fem kommuner. Det er borgmestrene selv, der har anmodet Naalakkersuisut om dét, og Pele Broberg forsvarer forbuddet - for hos politiet er der bekymring op til weekenden, hvor der bliver udbetalt løn- og ferietillæg. 

- Politiet er kommet med en anbefaling. Politiet har sagt, at der kan være indlæggelser på hospitalerne, der har forbindelse med alkohol, som for eksempel knivstikkeri, forsøg på selvmord og så videre, siger Pele Broberg og fortsætter:

- Hos sundhedsvæsenet er der også blevet sagt, at der plejer at være travlt, hvis der både er corona og alkoholrelaterede indlæggelser.

Landslægen forklarer, at Grønland er bagud med smittespredningen i forhold til andre lande. Derfor kan man ikke sammenligne restriktioner fra andre lande med Grønland. 

LÆS OGSÅ Borgmestre om alkoholforbud: Vi er i fase tre, og fase fire er dér, alting kollapser

- Grønland er et andet sted i pandemien end langt de fleste andre lande. Det ligger jo simpelthen i den strategi, der har været i de første to år, som var at holde smitten helt ude. Det betød så også, at der ikke kom immunitet i den periode, men samfundet fungerede i de to år, siger Henrik L. Hansen og fortsætter:

- Da omikron så kom, så kom den med omkring en måneds forsinkelse til Grønland. Til forskel til de omkringliggende lande, så har vi jo stadig områder, hvor omikron slet ikke er nået til endnu.

- Selvom tingene går stærkt lige nu, så er vi her i landet måske en tre-fire uger bagud i forhold til den udvikling, der er i andre lande. Derfor kan man heller ikke umiddelbart sammenligne den rådgivning, der bliver givet i et land, med den rådgivning, der bliver givet et andet land, siger han.