BILLEDER Landsindsamling slår forventningerne

Fredag aften samlede Grønland 1,65 millioner kroner sammen til børn, der er blevet seksuelt udnyttet.
Skrevet af Ritzau
04. marts 2017 12:56
Versionist Mads Lynge

Opdateret mandag 6.3: Vi skrev tidligere, at det indsamlede beløb var en rekord for landsindsamlinger. Det var ikke korrekt, da der blev indsamlet cirka 2.5 millioner kroner i 2015.

Ved en landsindsamling fredag aften blev der doneret 1.655.892 kroner til børn, der er blevet seksuelt udnyttet.

Det svarer til, at hver grønlænder i gennemsnit gav 29 kroner, og det er næsten dobbelt så meget som til den seneste Danmarks Indsamling, hvor hver dansker i gennemsnit donerede cirka 16 kroner.

Resultat vækker glæde

Fredagens indsamling vækker begejstring hos naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig.

- Det var en fantastisk aften og et helt fantastisk resultat.

- Jeg ser det som et udtryk for, at vi i Grønland står sammen om det her, og at det er en udvikling, vi alle sammen vil til livs, siger hun.

Seksuelt misbrug er et omfattende problem her i landet, og Naalakkersuisut har allerede sat flere initiativer i gang for at forbedre situationen.

Nakuusa er et samarbejdsprojekt mellem selvstyret i Grønland og den danske afdeling af FN's børneorganisation, Unicef. De mange penge skal nu bruges i Nakuusas arbejde for at bekæmpe seksuel udnyttelse af børn.

Pengene skal blandt andet gå til at oplyse voksne om, hvilke tegn på seksuel udnyttelse af et barn, som man skal være opmærksom på og sætte ind over for.

/ritzau/