Nuuk: Landingsbane får mindst mulige bredde

Den kommende landingsbane i Nuuk bliver 210 meter bred, og det er 90 meter smallere end de internationale anbefalinger. Trafikstyrelsen har givet seks dispensationer til lufthavnsbyggeriet.
Foto © : Kalaallit Airports A/S
06. februar 2019 08:26

Den kommende landingsbane i Nuuk bliver 45 meter bred, mens den nuværende bane kun er på 30 meter.

Til gengæld bliver det totale område, hvor landingsbanen ligger midt i, 210 meter på sit bredeste stykke og 150 meter i enderne. Det er smallere end FN’s internationale regelsæt for lufthavne, ICAO, anbefaler.

Målene fremgår af oplysninger fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i Danmark og Kalaallit Airports A/S.

Anbefalingen i ICAO er 300 meter i bredden på landingsbaner i den størrelse, som Nuuk får fra 2023. Og bredden omfatter selve landingsbanen inklusiv et asfalteret område derefter på hver side.

Men ligesom i dag kommer den ny landingsbane til at ligge på en forhøjning med stejle kanter til de fleste sider rundt om lufthavnen. Og det vil være en kolossal udgift at udvide forhøjningen, så landingsområdet blev 300 meter bred over hele linjen, oplyser projektchef i Kalaallit Airports, Jesper Nordskilde, til KNR.

Derfor har det været nødvendigt at gøre banen smallere i enderne, oplyser selskabet.

Illustration af den kommende landingsbane i Nuuk. Runwayen er selve landingsbanen, mens området rundt om er asfalteret med et frit luftrum over. Foto: Kalaallit Airports A/S

Almindeligt med dispensationer

I alt har Trafikstyrelsen givet seks dispensationer til Kalaallit Airports ansøgning til anlæggelsen af den nye landingsbane i Nuuk.

Mål – ny landingsbane i Nuuk

  • Længde på selve landingsbanen, også kaldet ’runway’: 2200 meter og bredde: 45 meter
  • Sikkerhedsområdet rundt om landingsbanen, inklusiv landingsbanen, bliver 210 på midten og 150 meter i enderne
  • FN’s civile luftfartsagentur, ICAO, sætter internationale standarder for lufthavne. Anbefalingen for Nuuk er en totalbredde på 300 meter for 2200-meters landingsbaner
  • Målene for den ny landingsbane i Nuuk er godkendt af Trafikstyrelsen i Danmark

Kilde: ICAO Anneks 14, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Kalaallit Airports A/S

Det er dog helt almindeligt at give dispensationer for reglerne, især af hensyn til geografien, når det gælder lufthavnsbyggerier, oplyser Trafikstyrelsen til KNR.

Eksempelvis lever ingen lufthavne i Grønland i dag op til alle krav og anbefalinger i FN’s ICAO-anneks, som Trafikstyrelsen baserer deres sagsbehandling på.

- Dispensationerne er begrundet i, at der i opretholdelse af luftfartssikkerheden i Grønland skal tages skyldig hensyn til, at luftfarten skal kunne fungere under væsentlig anderledes topografiske, klimatiske og samfundsmæssige forhold, står der i godkendelsen fra Trafikstyrelsen til Kalaallit Airports A/S.

LÆS OGSÅ Trafikstyrelsen har godkendt kort sikkerhedszone i Nuuk Lufthavn

En af dispensationerne handler derfor også om selve området omkring lufthavnen, hvor der optimalt skal være en plan overflade. Men det er ikke muligt i Nuuk, da fjeldet Lille Malene ligger lige øst for lufthavnen.

- Det vurderes, at det ved udbygning af Nuuk Lufthavn på sin nuværende placering ikke er realistisk, at bjergene i nærområdet fjernes, skriver styrelsen i godkendelsen til Kalaallit Airports A/S.

I stedet skal kun en lille del af Lille Malene sprænges væk for at udvide lufthavnen.

Nye krav til Kalaallit Airports

Til gengæld sætter Trafikstyrelsen en række krav til Kalaallit Airports A/S, som selskabet skal opfylde for at få dispensationerne.

Det drejer sig blandt andet om et særligt træningsprogram, som selskabet skal tilbyde alle luftfartsselskaber, der ønsker at lande i den nye lufthavn i Nuuk.

LÆS OGSÅ Kalaallit Airports udskyder udbud

Derudover skal Kalaallit Airports A/S indføre et turbulensovervågningssystem, som Trafikstyrelsen skal godkende. Systemet giver fly besked om forventet turbulens på grund af vind.

Kalallit Airports A/S oplyser til KNR, at selskabet "naturligvis (vil,red.) overholde de af luftfartsmyndigheden stillede vilkår."

Trafikstyrelsen i Danmark står derfor også inde for sikkerheden på landingsbanen med de givet dispensationer.

- Det vurderes således, at det sikkerhedsniveau, der opnås, er rimeligt ud fra betragtningen af, at lufthavnen anlægges i et bjergrigt terræn, skriver Trafikstyrelsen i et brev til Kalaallit Airports A/S.