Landets borgmestre ikke bekymrede for den forsinkede finanslov

Selvom finanslovsforslaget for 2023 er forsinket er landets borgmestre ikke bekymrede. De regner nemlig med at der ikke vil ske ændringer i forhold til aftalerne mellem Selvstyret og kommunerne.
Qeqqata Kommunias borgmester Malik Berthelsen (S) er ikke bekymret for finanslovsforsinkelsen - så længe landspolitikerne ikke begynder at pille ved aftalerne med kommunerne. Foto © : KNR
Skrevet af Jensine Berthelsen
31. oktober 2022 15:06

Landets fem kommuner er dybt afhængige af at landspolitikerne uddeler penge til kommunerne, enten i form af tilskud eller betaling for at løse opgaver, landspolitikerne har uddelegeret.

Derfor har Naalakkersuisut og kommunerne indgået aftaler, der danner ramme om, hvilke opgaver kommunerne skal løse, og hvor stor bloktilskuddene til kommunerne skal være.

Samtidig arbejder lands- og kommunalpolitikerne på at overdrage flere opgaver til kommunerne, der arbejder mere borgernært end landspolitikerne.

LÆS OGSÅ Finansloven er forsinket for 10. år i træk

Det drejer sig eksempelvis om, at kommunerne helt skal overtage de offentlige lejeboliger. Derudover er der en ekstraordinær indsats for arbejdet med børn frem til 2024, samt overførsel af bevilling til erhvervsudvikling i bygder og yderdistrikter.

Det bekymrer dog ikke tre af landets borgmestre, at landspolitikerne er forsinkede i arbejdet med finansloven. De regner nemlig med, at de eksisterende aftaler bliver overholdt.

Malik Berthelsen (S): fasthold bevillingsforslagene

- Jeg håber, at Naalakkersuisut fastholder forslagene om bevillinger til kommunerne. Det gælder især bevillingerne, der skal dække løn- og pristalsreguleringerne. Hvis Inatsisartut og Naalakkersuisut imod forventningerne skulle begynde at lave ændringer, vil det naturligvis berøre kommunernes økonomi negativt, siger borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen (S).

Hans borgmesterkollega Ane Hansen (IA) fra Kommune Qeqertalik er på linje med sin kollega. Hun forventer ikke, at hendes og kollegernes planlægning af næste års arbejde i kommunen bliver påvirket af den forsinkede finanslov.

Palle Jerimiassen (Løsgænger): Giv os gerne flere anlægsopgaver

Borgmester i Avannaata Kommunia Palle Jerimiassen (Løsgænger) kræver ligesom sin borgmesterkollega Malik Berthelsen, at landspolitikerne fastholder aftalerne med kommunerne og ikke begynder at udhule de forventede bevillinger til kommunerne. Han håber derimod, at forsinkelsen vil give kommunerne flere midler:

- Hvis Naalakkersuisut og Inatsisartut gerne vil give ekstra penge til kommunerne, er de mere end velkomne, men det er mit håb at der ikke sker forværring af de forventede tilskud og bevillinger til kommunerne, siger Palle Jerimiassen.

Han ønsker sig flere anlægsopgaver end planlagt. Men om det er realistisk, kan KNR på nuværende tidspunkt ikke indhente svar om, da finanslovsforhandlingerne stadig er i gang.

Samlet set er det planen at landskassen skal levere omkring 1,7 milliarder kroner i 2023 til kommunerne.