Ladies Circle i Nuuk støtter udsatte børn

I morgen aften er der mulighed for at slå flere fluer med et smæk. God mad, godt selskab, modeshow, underholdning på et højt plan og støtte til udsatte grønlandske børn ved et og samme arrangement. Ladies Circle i Nuuk afholder lørdag aften Charity Dinner på Hotel Hans Egede, og enhver der har lyst er stærkt velkomne.
Skrevet af Peter Troelsen
01. februar 2013 12:24

Hotel Hans Egede donerer 50 kr. pr. solgt kuvert til Bedre Børneliv og forskellige firmaer har doneret præmier til amerikansk lotteri, hvor overskuddet også går ubeskåret til Bedre Børneliv. Det koster 550 kr. at deltage i morgendagens Charity Dinner. Tilmelding til charitydinner72@gmail.com.

-Som formand for Ladies Circle er jeg specielt stolt af denne event, som er en first timer for Ladies Circle. Jeg ved, at udvalget bag arrangementet har lagt megen tid og mange kræfter i at skabe en fantastisk aften og skabe en rigtig fin donation til Bedre Børneliv, siger formand Britta Keldsen, Ladies Circle.

Den lokale klub har heldigvis fået opbakning til arrangementet fra en række talentfulde mennesker. Heriblandt Mudi Berthelsen fra Nissit, som har sagt ja til at være konferencier, performerne og musikerne Hans Jukku og Nukannguaq samt unikke Angu, der alle vil optræde. Derudover vil de spændende filmkunstnere Aka og Malik vise hvad Tumit Productions handler om, mens Nuuk Couture ved Louise Lynge Hansen vil lave sit første modeshow i Grønland.

-Et af Ladies Circles hovedformål er at samle ind til velgørende formål. Ladies Circle i Nuuk samler hvert år ind gennem kontingent og events, og i år prøver vi med Charity Dinner en anden type event, hvor vi forener indsamlingen med en fornøjelig og festlig aften for de deltagende.  Det er fantastisk, at så mange har ønsket at bidrage til indsamlingen, siger Britta Keldsen.