Laarseeraq Svendsens sange på turne til Sydgrønland og Danmark

Grønlands Nationalteater - Nunatta Isiginnaartitsisarfia - bød i den forløbne weekend på repremiere på teaterets populære forestilling Akunnerit, der bygger på sangikonet Laarseeraq Svendsens elskede sange fra 60´erne.
Skrevet af Karsten Sommer
16. juli 2019 07:30
Versionist Mads Lynge

Repremieren foregik fredag og lørdag for stopfulde huse i Katuaqs store sal, og den markerede starten på endnu en turné med sangforestillingen, der har sangerne Kuunu Berthelsen, Nathan Kreutzmann og Kimmernaq Kjeldsen på scenen i selskab med et fem mand stort orkester under ledelse af Jim Milne.

I morgen onsdag kan Akunnerit opleves i Paamiut, fredag i Qaqortoq og søndag i Nanortalik.

Og derfra går turen over Atlanten til Danmark, hvor sangene vil kunne høres i Tivolis H.C.Andersen Salen torsdag 1.august i forbindelse med det årlige Grønlandstræf.

Lørdag 3.august slutter turneen i Aalborg i det lokale Teater Nordkraft.