Løsning på hvalstrid i sigte

Alt tegner nu til, at der bliver fundet en løsning på striden mellem Grønland og den Internationale Hvalfangstkommission (IWC).
Skrevet af Walter Turnowsky
30. december 2013 10:21

Dette betyder, at Rigsfællesskabet nu har trukket truslen om en udmeldelse tilbage. Det fremgår af et brev fra det danske udenrigsministerium til IWC. Danmark havde truet med en udmeldelse, hvis ikke der blev fundet en løsning inden udgangen af året.

I brevet udtrykker kongerigets repræsentant i IWC, Gitte Hundahl en forventning om, at der i løbet af 2014 bliver fundet en løsning, der er acceptabel for både Grønland og IWC.  

Konflikten begyndte i sommeren 2012, da IWC på sit årsmøde nedstemte det grønlandske forslag om en forøget hvalkvote.  Den forøgede kvote var i overensstemmelse med anbefalingerne fra IWC egen videnskabelige komité.

Den manglende kvote førte til, at det forrige Naalakkersuisut tildelte Grønland en ekstra kvote på 10 hvaler uden om IWC.

Da det trak ud med at finde en løsning inden for IWC truede daværende udenrigsminister Villy Søvndahl med at trække Rigsfællesskabet ud af IWC. Siden er der dog kommet mere forsonlige toner mellem parterne. På et møde i september udtrykker IWCs formandskab således et ønske om at finde en fælles løsning. Ved samme møde tilkendegiver IWC, at man vil lægge øget vægt på rådgivningen fra den Videnskabelige Komité.

Det er blandt andet på den baggrund, at Gitte Hundahl i sit brev nu konkluderer, at hun mener, at der er tilstrækkeligt grundlag til at tro på en løsning inden for rammerne af IWC.