Affaldet flyder igen i gaderne i Tasiusaq

Der er store problemer med affaldshåndteringen i Tasiusaq. Medlem af bygdebestyrelsen melder om skrald og toiletsække i gaderne og lugtgener.
15. august 2020 11:25

Endnu engang er der problemer med affald i bygden Tasiusaq i Upernavikområdet.

Affald og toiletsække hober sig op i bygden, og en større bunke er begyndt at samle sig på gaden tæt ved bygdens skole.

Det fortæller medlem af bygdebestyrelsen Regine N. Bidstrup til KNR.

- Der ligger masser af affald over det hele. Det er affald fra private hjem og affald efter forårsoprydningen i bygden. Der flyder også med toiletsække, som ikke er blevet hentet og transporteret ud til dumpen, siger hun.

Foto © : Privatfoto.

Foto: Regine N. Bidstrup

 

Udtalelsen lyder som et uvelkomment ekko fra fortiden. En næsten identisk ildelugtende situation oplevede bygden nemlig også for fire år siden.

- Vi kan ikke åbne for vinduerne uden, at det begynder at lugte, og der kommer fluer ind i huset, lød det dengang fra beboer Daniel Løvstrøm.

Mangler udstyr

Affaldsområdet er privatiseret i Avannaata Kommunia og mens, at det angiveligt fungerer fint visse steder, så har det vist sig svært at opretholde en tilfredsstillende affaldshåndtering i Tasiusaq.

Ifølge Regine N. Bidstrup skyldes det blandt andet, at det er svært at rekruttere personer til opgaven, og at opgaven ofte viser sig at være en for stor mundfuld for en enkelt person. Samtidig er der problemer med at skaffe det nødvendige udstyr til at fjerne affaldet.

- Det er bedre med to medarbejdere i nogle af bygderne til at håndtere affaldet i løbet af året , siger Regine N. Bidstrup.

- Selvom de har mulighed for motoriseret transport som ATV'er, så går de i stykker, fordi vejene er for dårlige. Det tager desuden langt tid til at få reservedele til bygden, og det betyder, at affaldet hober sig op rundt omkring, siger hun og tilføjer, at det vil være bedre med en kraner til at håndtere affaldet.

Hos Forvaltningen for Teknik i Avannaata Kommunia anerkender man, at der er problemer med affaldshåndteringen. Det forklarer Karl Madsen, der er direktør for teknik i kommunen, i en mail til KNR.

- Det er et generelt problem, at der mangel på folk, som vil arbejde med affaldsområdet i Upernaviks bygder. Vi har derfor også haft sendt kommunale renovatører fra Ilulissat til Innaarsuit og Kullorsuaq i år, skriver han.

Lørdag 15 august sender kommunen igen en privat renovatør fra Ilulissat, som skal hjælpe i Tasiusaq og derefter i Innaarsuit. Samtidig er kommunen ved at undersøge, hvad for udstyr, som bygderne har brug for for at optimere affaldsområdet.

Ansæt en person mere

Ifølge Regine N. Bidstrup, der også er medlem af Inuit Ataqatigiit og medlem af kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, er løsningen at ansætte to personer i stedet for en på trods af, at det er en større udgift for kommunen.

Foto © : Privatfoto

Foto: Regine N. Bidstrup

 

- Det er bedre med to medarbejdere i nogle af bygderne til at håndtere affaldet i løbet af året. Så de i samarbejde kan rydde op i bygden og undgå, at affaldsproblemerne opstår igen, siger hun og fortsætter:

- Hvis vi tænker på den nuværende situation, så er det for stor en opgave for kun én mand. Det viser vores erfaringer.

Det er et forslag, som hun har stillet forud for kommunens budgetplanlægning for 2021.