Dansk Folkeparti: Løkkes tilbud skal holde Kina ude

Partii Naleraqs farvel til Naalakkersuisut vækker både overraskelse og hovedrysten hos Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Men den danske stats medfinansiering i lufthavnsbyggerierne er eneste mulighed for at holde Kina væk, siger Søren Espersen.

Sprængningen af Naalakkersuisut vækker opsigt på Christiansborg.

Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er partiets næstformand og grønlandsordfører, Søren Espersen, dybt forundret over, at Partii Naleraq har forladt Naalakkersuisut som følge af et forventet dansk tilbud om medfinansiering af lufthavnsbyggerierne.

LÆS OGSÅ Partii Naleraq har forladt koalitionen

- Jeg finder det surrealistisk. Det er en åben hånd fra Danmark i forhold til investeringer i lufthavnsbyggerier og så videre i et forsøg på at undgå, at kineserne får fat i Grønland. Og det tager man imod på den her måde. Det kan jeg simpelthen ikke acceptere, siger han til KNR.

DF: Vi støtter ikke lufthavnsudvidelse

Dansk Folkeparti støtter ikke planen om lufthavnsbyggerierne i Grønland, men bakker alligevel den danske regering op i at investere danske skattekroner i projektet. Det sker for at holde kinesiske investorer ude af Grønlands infrastruktur.

- Sagen er, at det er den mulighed, der er, for at holde et kommunistisk diktatur i Kina ude af Grønland. Den pris betaler vi gerne, siger Søren Espersen.

Han mener, at politikerne i Inatsisartut må acceptere, at rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik styres i Folketinget og hos regeringen.

Men Partii Naleraqs klare protest over dansk medfinansiering i lufthavnene bør få Kim Kielsen til at udskrive valg, mener Søren Espersen.

- Jeg synes, det bør føre til nyvalg, hvor man klart skal stille den grønlandske befolkning det spørgsmål: Vil man udenrigs og sikkerhedspolitisk stadigvæk være en del af rigsfællesskabet? Eller ønsker man at agere som et selvstændigt land og tage konsekvenserne af det?

Socialdemokratiet: Dybt forundret

Også hos Socialdemokratiet ryster grønlandsordfører Karin Gaarsted på hovedet af Partii Naleraqs exit fra Naalakkersuisut. Hun forstår ikke partiformand Hans Enoksen udtalelse om, at ’staten blandet sig direkte i (grønlandsk, red.) politik, og dermed stilles der store spørgsmål om grønlændernes evne til at gøre noget selv’. 

LÆS OGSÅ Løkke-besøg bliver gennemført på trods af politisk kaos

- Jeg kan ikke forstå, at dét, at den danske statsminister kommer til Grønland – forhåbentlig med investeringspenge i lommen – skulle være årsag til, at man kan få sådan nogle tanker, som der er givet udtryk for her.

Socialdemokraterne støtter Lars Løkke Rasmussens intention om at investere i Grønlands infrastruktur.

- Tværtimod synes jeg, at jeg gennem flere år har hørt grønlandske repræsentanter i Folketinget give udtryk for, at man ønsker, at Danmark skal være mere indstillet på at lave investeringer i Grønland.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt