Lærerne skal bruge mere tid på undervisning

Selvstyret og Kommunerne meddeler at lærernes blokadevarsel følger reglerne. Men de kommer samtidig med klare krav til lærerne.
Skrevet af Noah Mølgaard
01. februar 2012 08:22

Lærernes organisation IMAK meddelte igår deres blokadevarsel. Og de begrunder deres varsel med at deres overarbejde i fremtiden skal løses inden for den normale arbejdstid som Naalakkersuisut ellers vil have dem til.

Nu svarer Selvstyret og kommunerne med, at de kræver at lærerne skal bruge mere tid på undervisning og dermed mindre tid på forberedelse.

- Der eren forventning om, at folkeskolen skal blive mere effektiv til gavn for vores børns uddannelse. Kravet om effektivitet og forbedringer er en generel udfordring, som hele samfundet står overfor i disse år, og som alle grupper i samfundet må bidrage til at opnå, meddeler formanden for kommunernes landsforening Kanukoka Martha Abelsene og Naalakkersuisoq for finanser Maliina Abelsen, der har overenskomstforhandlinger som sit ansvarsområde.

Begge mener at øget undervisningstid vil medvirke til forbedring af folkeskolens kvalitet.

Den seneste evaluering af Atuarfitsialak viser, at tre ud af fem afgangselever ikke går igang med en uddannelse.

Undersøgelser, der er baseret på trintest fra 2009 til 2010 viser, at elevernes kundskaber i sprog er gået tilbage. Det gælder dansk i 3. og 7. klasse, grønlandsk i 7. klasse og matematik i 3. og 7. klasse. Trintestene afspejler elevernes udbytte af undervisningerne, lyder det fra midtvejsevalueringen af Atuarfitsialak i slutningen af 2010.

Lærernes blokade begynder den 1. marts, hvis der ikke kommer et forhandlingsresultat.